Regering i zigzag-kurs over for danske virksomheder i ulande

Af Ebbe M. Iversen, Aarsleff A/S, Leif Bentsen, Krüger Danmark A/S, og Jesper Arkil, Arkil A/S
Bestyrelsen i Dansk Projekteksport Netværk i Dansk Byggeri

Regeringens finanslovsforslag lægger op til en zig-zag-kurs for større danske virksomheder, der arbejder i udviklingslande. Det mener Dansk Projekteksport Netværk (DPN), der er en gruppe af større eksportvirksomheder med sekretariat i Dansk Byggeri, der arbejder med internationale projekter.

Her er erfaringen lidt populært sagt, at ”når man tager langt væk hjemmefra, så er det vigtigt at vide, hvad man kan regne med”. Derfor er der flere udfordringer ved de prioriteringer, som regeringen foretager på udviklingsområdet i finanslovsforslaget for 2016.

En god idé med erhvervsindsatser
I DPN ser vi positivt på, at regeringen vil videreudvikle Danidas erhvervsindsatser og på den måde styrke danske virksomheders og investorers engagement i udviklingslandene. Her kan vi som projekteksportører gøre en forskel og samtidig skabe en god forretning. Så tak for det.

Det ligger fint i tråd med, at regeringen vil opprioritere det offentlige-private samarbejde ved, at puljen til Danida Business Finance (DBF) kommer tilbage på 300 millioner kroner. Men beløbet burde være højere, fordi indsatsen har mange positive effekter.

For eksempel har beregninger fra Dansk Byggeri og DPN vist, at for hver gang der skabes 100 arbejdspladser på et infrastrukturprojekt i et udviklingsland, så er cirka 95 af dem lokalt rekrutterede. DBF er derfor et godt redskab til for små midler at skabe en positiv lokal økonomi og dermed lokal udvikling.

Men for at lykkes med projekter under DBF er det afgørende, at der i udenrigstjenesten også er medarbejdere med teknisk viden om store infrastrukturprojekter og kapacitetsopbygning, der kan hjælpe projekterne i de udvalgte lande i gang.

Dem er der desværre blevet færre af, i takt med at Udenrigsministeriets budget er blevet beskåret. En prioritering, som går i den modsatte retning af ambitionen om at styrke danske virksomheders og investorers engagement i udviklingslandene.

Går ud over den langsigtede indsats
Projekter til et trecifret millionbeløb kræver et tæt samarbejde mellem kunden, udenrigstjenesten, rådgivere og entreprenører. Udenrigsministeriets diplomatiske evner, dybdegående kendskab til beslutningsprocesser og høj teknisk forståelse af både projekt og kontrakt er vital. Det kræver et langvarigt og forpligtende engagement.

Så når der sker kraftige økonomiske nedskæringer af både medarbejdere og lukning af repræsentationer, har det konsekvenser. I praksis betyder det nemlig, at de virksomheder, der allerede er i gang, ikke længere kan regne med den hjælp og ekspertise, som ambassaderne i dag giver, og som virksomhederne i mange tilfælde har bygget deres langsigtede indsats op omkring.

Det gælder for eksempel i Zimbabwe og Mozambique, hvor danske virksomheder i en årrække har forsøgt at løbe et marked i gang. Her ønsker regeringen nu at lukke ambassaderne. 

Et langt sejt træk, hvor alle skal trække i samme retning
Hvis regeringen ønsker at styrke danske virksomheders og investorers engagement i udviklingslandene, er det også en forkert prioritering at hive sammenlagt 70 millioner kroner ud af Eksportkreditfonden, Nordisk Investeringsbank med flere.

Overskuddet er penge, som danske virksomheder har betalt, og som i stedet kunne være brugt til at sætte priserne ned på den rådgivning og de lån, som virksomhederne betaler for. Det vil styrke virksomhederne og gøre os mere konkurrencedygtige.

DPN vil gerne spille en større rolle i de udviklingslande, hvor det er muligt også at få en god forretning ud af indsatsen. Men det er et langt sejt træk, hvor alle parter skal trække i samme retning, hvis både udvikling og virksomhedsdrift skal gå op i en højere enhed.

debat@altinget.dk