Investeringstrekant kan sikre afrikanske unge job

DEBAT: NGO'er kan i parløb med virksomheder og afrikanske regeringer skabe en investeringstrekant, som kan hjælpe unge i job, skabe uddannelser og nye investeringsområder, mener Bolette Christensen, CEO i BØRNEfonden.

Af Bolette Christensen
CEO i BØRNEfonden

Vi kender Afrika for dets krige, katastrofer og statskup. Lidt for godt, fristes jeg til at sige, for i de flere end 50 lande, som udgør kontinentet, er langt de fleste regioner stabile og byder på mange muligheder. Både for investeringer, langsigtet udviklingsarbejde og for en gunstig sammentænkning af de to.
 
Når den beninske udenrigsminister gæster BØRNEfonden i København den 11. april, er det derfor heller ikke for at bede om hjælp. Han kommer som ligemand og for at finde strategiske partnere, som kan fortsætte udviklingen af Benin gennem investeringer, jobskabelse og langsigtet udvikling.

Investeringstrekant
BØRNEfonden har i 20 år hjulpet fattige familier i Benin med at sende deres børn i skole og holde sig sunde og raske. Sammen med private danskere og virksomheder har vi bygget flere end 900 klasselokaler, og vi har mindsket fejlernæring blandt små børn ude i landområderne, hvor vi arbejder.
 
De seneste års udvikling har dog skabt et enormt behov for job og uddannelse til unge. Med 200 millioner unge mellem 15-24 år har Afrika den yngste befolkning i verden, og kontinentet havde i 2010 en arbejdsstyrke på 650 millioner mennesker.
 
Derfor er det vigtigt, at vi undgår falske forestillinger om, at handel og udvikling ikke kan støtte hinanden. Der er behov for et mix af handel og udviklingsarbejde, hvis vi både skal sikre job til unge og bidrage til, at unge i de fattigste områder rustes til at tage del i den positive udvikling med relevante tekniske og erhvervsfaglige kompetencer.
 
NGO'er som BØRNEfonden kan i parløb med virksomheder og de afrikanske regeringer skabe en fornuftig investeringstrekant, der både hjælper unge i job, skaber uddannelser og opdyrker nye investeringsområder til virksomhederne.

De unge skal med
BØRNEfonden uddanner i forvejen tusindvis af unge i landene, hvor vi arbejder. De unge kommer fra landområderne, hvor fattigdommen er værst, og hører til dem, der risikerer at blive forbigået, når velstanden vokser.
 
Sådan behøver det ikke at være. De unge er ressourcestærke, ambitiøse og dygtige. Med en rygsæk af faglige og tekniske erhvervskompetencer kan de blive en stor ressource for virksomheder, der vil ind på de afrikanske markeder.
 
Et eksempel fra Benin er André Gogan, der voksede op i det fattige Ouèdèmè-Pédah i det sydlige Benin. Han mistede i en ung alder sine forældre og fik dermed ansvaret for sine fire søskende. Med støtte og uddannelse fra BØRNEfondens sponsorprogram lykkedes det ham at bryde med fattigdommen og opbygge en succesfuld ingeniørvirksomhed, som i dag beskæftiger adskillige unge håndværkere.
 
Hans virksomhed og de unge, han ansætter, vil kun drage gavn af investeringer og nye samarbejdspartnere i landet, ligesom de fattige lokalsamfund, hvor André Gogan bygger skole og børnehaver, vil blive udviklet i takt med, at hans virksomhed vokser.
 
Derfor er det også ærgerligt, når vi siger, at handel i Afrika ikke kan skabe udvikling. Handel og udvikling hænger sammen, og gennem gensidigt samarbejde kan vi sikre, at investeringerne også kommer de fattigste til gode.
 
Benins udenrigsminister mødes med BØRNEfonden d. 11. april netop i den ånd. Desuden mødes ministeren med A.P. Møller - Mærsk, Dansk Industri og udenrigsminister Martin Lidegaard og vil forhåbentlig også her finde opbakning til Benins samarbejde med dansk erhvervsliv.
 

Forrige artikel LA: Mindre til bandit-regeringer, mere til vækst Næste artikel FTF: Vækst forudsætter en stærk offentlig sektor