Ulandsbistanden skal tilbage i værdidebatten

Af Jann Sjursen
Generalsekretær for Caritas Danmark

Gode kollegaer i debatpanelet har allerede været fremme med synspunkter, jeg deler, og som er væsentlige for opbakningen til den danske udviklingsbistand:

Det handler om at øge kendskabet til de gode resultater, skriver Udviklingsministeren. Enig! Det globale medborgerskab skal på skoleskemaet, fremfører Frans Mikael Jansen, der også peger på, at det handler om forvaltningen af midlerne.

Skandalesager tæller ikke positivt i forhold til opbakningen! Rigtige synspunkter, omend skolelæreren i mig spørger, om der ikke er grænser for, hvad skolen skal… Men selvfølgelig skal børn opdrages til globalt medborgerskab. Også i skolen.

Endelig bifalder Thomas Ravn Petersen synspunktet om, at det hele begynder med børnene i skolen, samt at viden – og nuanceret viden – er med til at udrydde fordomme om ulandsbistanden.

Så langt så godt. Viden og uddannelse skal der til. Og det er resultaterne, der tæller. Hvorfor er opbakningen til udviklingsbistanden så vigende?

Vores viden bliver jo ikke ringere og ringere, og trods skandalesagerne ved vi, at bistanden nytter og gør en forskel. End ikke indsamlingskampagner, hvor budskaberne ikke altid bidrager positivt til den nuancerede ulandsoplysning, ødelægger billedet. Tværtimod, vores viden om fattigdom og udvikling bliver mere og mere nuanceret.

Det handler om solidaritet
Hvad er der så galt?

Det handler om holdninger og prioriteringer. For at blive mere konkret handler det om solidaritet og om at få danskerne til at insistere på, at vi vil en anden og mere retfærdig fordeling og forvaltning af verdens goder. Så fattigdom bliver udryddet, og menneskers ligeværd bliver respekteret.

Det handler ikke bare om udviklingsbistanden, men om en helt anden politisk agenda. Det, tror jeg, kan få danskerne til at rykke i forhold til opbakningen til udviklingsbistanden specifikt og i forhold til andre politikområder, der er endnu mere afgørende for udviklingslandene. For eksempel skat på finansielle transaktioner. En sag, som trods alt har fået en vis gennemslag i Danmark med den såkaldte Robin Hood-kampagne.

Ngo’er skal blive bedre til at bringe udviklingsbistanden og forhold, der er afgørende for at skabe en mere retfærdig verdensorden, ind i værdikampen. Det lyder måske lidt old school. Men det betyder ikke, at det ikke kan gøres på en ny måde. Det afgørende er, at holdninger skaber opbakning til handlinger – og udviklingsbistand er at handle på de uretfærdigheder, der findes i verden.

Skal tilbage i værdidebatten
Kan vores folkevalgte gøre det lidt bedre? Det kan de!

De fleste folketingsmedlemmer vil, når alt kommer til alt og uanset partifarve, tale for, at udviklingsbistanden nytter og er vigtig. Ingen har endnu villet afskaffet den. Men samtidig har Folketinget de sidste 10-15 år dømt ulandsbistanden ude i værdikampen, når man ser på den faktiske kontante prioritering og solidaritet med verdens fattigste.

VK-regeringen skar kraftigt på udviklingsbistanden (m.m.) efter overtagelse af regeringsmagten i 2001. Og Thorning-Schmidt-regeringer har groft sagt fastholdt udviklingsbistanden på det niveau, den faldt til under VK.

Nedprioriteringen af udviklingsbistanden har påvirket holdningen og opbakningen til samme. For signalet har i en årrække ret entydigt været: Vi har ikke råd til at give så meget i udviklingsbistand som tidligere. Tværtimod har vi brug for penge til velfærd i Danmark.

Det signal virker især kraftigt, når partiers holdning til og prioritering af udviklingsbistanden før et valg er klar, og handlingen efter et valg og overtagelse af regeringsmagten er svag. Jo større opbakning til udviklingsbistanden er i holdning og handling, jo større vil den også være det i befolkningen. Skal vi øge opbakningen til udviklingsbistanden, skal vi således bringe udviklingsagendaen tilbage i værdidebatten og opprioritere både bistand og politikker, der kan sikre en hel verden i udvikling!

debat@altinget.dk