Bertel Haarder: Skuffende at se Kjærum lange ud efter sin efterfølger
DEBAT: Det er skuffende og urimeligt, at Morten Kjærum kritiserer sin efterfølger i Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen. Uden snævre grænser for, hvad man kalder menneskerettigheder, forsvinder den folkelige opbakning, skriver Bertel Haarder.
Af Bertel Haarder (V)
Tidligere europaminister, integrationsminister og medlem af Europa-Parlamentet
Det er ikke god stil at kritisere sin efterfølger. Men det gør tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Morten Kjærum med eftertryk i Altinget fredag. "Uprofessionel" er et meget stærkt ord, når jurister bruger det mod hinanden.
Jeg forsvarede altid Morten Kjærum, da han var direktør for Institut for Menneskerettigheder. Også, når han var kritisk over for regeringen i min tid som integrationsminister.
Han var en god rådgiver, da jeg i årene forinden var menneskerettighedsordfører i Europa-Parlamentet. Men hans angreb på efterfølgeren Jonas Christoffersen er skuffende og urimeligt.
Sidstnævnte har dygtigt forsvaret Menneskerettighederne, og der lyttes til ham – måske mere, end der blev lyttet til Morten Kjærum – fordi han også inddrager almindelig retsfølelse i sine betragtninger uden at være følgagtig over for de politiske "magthavere".
Der er handlerum i konventionerne
Det vakte berettiget opmærksomhed, da Jonas Christoffersen påviste, at konventionerne i visse tilfælde ikke har været til hinder for udvisning af dybt kriminelle, og at problemet i stedet har været danske dommeres manglende vilje til at bruge det rum for et skøn, der faktisk findes.
Det ville Morten Kjærum måske ikke have gjort, men det er jo sandheden.
I en tid, hvor det næsten er kommet på mode at kritisere menneskerettighedsinstituttet, er det vigtigt at skærme menneskerettighederne mod urimelige angreb og beskrive det handlingsrum, som de demokratisk folkevalgte og domstolene faktisk har.
Bred definition skader opbakning
I Europa-Parlamentet var der et britisk Labour-medlem, der aldrig fik vedtaget sin rapport om menneskerettighedernes tilstand i Europa, fordi han inddrog alle mulige forhold i sin rapport, for eksempel boligforhold og sport.
Samtidig var der konservative medlemmer, der også ville inddrage de tidligere kongehuses vilkår! Alt sammen velment, men malplaceret.
Da jeg derefter selv blev ordfører og allierede mig med en hollandsk socialdemokrat, fik vi min rapport vedtaget næsten enstemmigt. Jeg lærte, at hvis man ikke sætter snævre grænser for, hvad man kalder menneskerettigheder, så gør man skade på opbakningen til dem.
Derfor er det godt, at Jonas Christoffersen – ud over at være en fremragende jurist – også har sans for menneskerettighedsbegrebets grænser.
Tørnæs og Ellemann til Steen Gade: Vi gør noget ved mikroplast i verdenshavene
SF-kandidat til regeringen: Børns basale rettigheder i Danmark er truet
