Friis Bach: Skattekroner til skrøbelige Mali

DEBAT: Danmark skal fortsætte sin direkte støtte til Malis regering, selvom der er risiko for korruption og misbrug, fordi det er afgørende at styrke staten - også for os selv, skriver udviklingsminister Christian Friis Bach.

Af Christian Friis Bach
Udviklingsminister (R)

Hvis alt går vel, skal Danmark snart genoptage udviklingssamarbejdet med regeringen i Mali og kanalisere danske skattekroner til den skrøbelige stat.

Det bliver ikke nemt. Demokratiet blev for et år siden slået til tælling af et militærkup, hvorefter Danmark lukkede kassen i for støtte til regeringen. Fundamentalistiske oprørsgrupper har taget magten med hele den nordlige del af landet. Frankrig har, med dansk opbakning, interveneret militært for at genskabe kontrollen med hele landet og reducere truslen fra terrorbevægelserne. Senest har terroristerne trukket et blodigt spor ind i nabolandet Algeriet med aktionen mod gasanlægget.

En risiko vi må løbe
Mali er midt i konflikt og i kaos. Derfor kan jeg godt forstå, det vil undre mange, hvis vi sender danske skattekroner til overgangsregeringen og staten i Mali. Vi vil løbe en markant risiko for, at det går galt. Vi vil løbe en risiko for tilbageslag. Vi vil løbe en risiko for korruption og misbrug.

Men hvis overgangsregeringen kan fremlægge en køreplan for at genindføre demokratiet, skal vi kvittere med penge gennem statsapparatet. For hvis vi ikke får genskabt forbindelsen mellem staten og befolkningen i Mali, vil vi aldrig igen opleve fred og fremgang. Så får vi ikke bekæmpet den terror, der også truer Europa. Det er den helt afgørende lærestreg fra de sidste års interventioner i Afghanistan og Somalia.
 
I efteråret mødte jeg en tidligere amerikansk ambassadør i Afghanistan. Han fortalte om et besøg, han havde været på i en afghansk landsby for en del år tilbage. Da han spurgte dem, hvad de havde fået ud af den internationale intervention, havde de peget på en skole, og sagt at den havde de fået af, lad os sige, danskerne. Derudover pegede de på en sundhedsklinik, og den havde de vist fået af amerikanerne. Og sådan blev det ved. Da han spurgte dem, hvad de havde fået fra deres egen regering, svarede de “ingenting” og så derefter vrede ud.

En livline mellem befolkning og stat
Det er et problem. Det er endda et meget stort problem. For hvis ikke befolkningen i verdens skrøbelige lande oplever, at regeringen, staten, gør en forskel og leverer konkrete forbedringer ud i den enkelte landsby, så vil de aldrig bakke op om staten og vende ryggen til terror, krig og konflikt.

Derfor har vi ændret strategi. Og det begynder at virke. En stor del af støtten til Afghanistan - for Danmark er det over 50 procent - kanaliseres nu igennem den afghanske stat. Det er dem, der leverer konkrete ydelser til befolkningen. Og det er lykkedes at få den afghanske regering til at levere skoler, sundhedsklinikker, støtte til de enkelte lokalsamfund og løn til hundredtusinder af ansatte i staten. Der er skabt en livline mellem staten og befolkningen i Afghanistan, som aldrig før har været der. Borgerne oplever konkrete forbedringer, og dem nægter de at opgive.

De erfaringer skal vi bruge i Mali. Urolighederne i det nordlige Mali skyldes blandt andet tuaregernes utilfredshed med, at staten ikke leverede konkrete fremskridt. De følte sig glemt og forsømt og krævede derfor uafhængighed. Det udnyttede de fundamentalistiske grupper, der strømmede ind fra Algeriet og Libyen med våben fra arabiske diktatorer og penge fra kidnapninger. Samfundet brød sammen.
 
Forhåbentligt får vi med den militære intervention hurtigt skabt stabilitet og sikkerhed igen. Men det vil kun lykkes at samle landet og sikre fred og fremgang, hvis den skrøbelige stat i Mali etablerer en livline til befolkningen i det nordlige Mali. Det skal vi hjælpe dem med.

Sammentænke soldater og sygehus
I den indsats skal vi tænke sikkerhed og udvikling sammen. Det betyder ikke, at vi skal blande den militære og humanitære indsats sammen. Men vi skal tænke både udvikling og sikkerhed. Både politi og landmænd. Både soldater og sygehuse. Det skal være én samlet strategi for at bygge en fred og bygge en stat. Vi kan ikke længere tillade os at tænke i siloer.

Det er også hovedbudskaberne i den nye aftale (New Deal), der former samarbejdet med verdens skrøbelige lande. Det er hovedbudskabet i både den danske og europæiske Sahel-indsats.
 
Derfor skal vi løbe en risiko ved at engagere os i Mali – også gennem staten. For risikoen ved ikke at gøre det, er endnu større. Det er den risiko, både vi og befolkningen i Mali oplever lige nu med terror, undertrykkelse, konflikt og kaos. Det må ikke ske igen. 

Forrige artikel Skat og udvikling hænger sammen Næste artikel Udvikingsministerens strategi er skrøbelig Udvikingsministerens strategi er skrøbelig