Venstre: Chaufførmangel kræver handling fra transportministeren

Venstre har indkaldt transportminister Benny Engelbrecht (S) til samråd for at få afdækket, hvad regeringen vil gøre for at afhjælpe chaufførmanglen. Ellers kan det føre til mangel på taxier i juletiden, og vi skulle nødig ende med britiske tilstande med varemangel i butikkerne, skriver Kristian Pihl Lorentzen.

Af Kristian Pihl Lorentzen
folketingsmedlem og transportordfører for Venstre

Glædeligvis er beskæftigelsen tårnhøj, og ledigheden er faldet til det laveste niveau i 12 år. Det er godt for vores fælles økonomi.

Til gengæld er der inden for en række brancher opstået en alvorlig mangel på arbejdskraft, så mange virksomheder må sige nej til ordrer. Ikke mindst er der stor mangel på faglærte og håndværkere landet over.

Også inden for transportområdet er der store problemer. Jeg får dagligt meldinger fra vognmænd om mangel på chauffører til lastbiler, busser og taxier. Og tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af landtransportvirksomheder, der oplever mangel på arbejdskraft, er steget fra ti procent i 2020 til 40 procent i 2021.

Efterlyser svar fra regeringen

Det er en alvorlig udvikling, der hæmmer den uhyrevigtige transport af både personer og gods. Lastbilerne er afgørende for landets produktion og butikkernes forsyning med varer. Busserne og taxierne er afgørende for persontransporten rundt i landet.

Derfor kalder situationen på resolut politisk handling. Tænk blot på behovet for taxier landet over op til den stundende jul, hvor rigtig mange skal transporteres sikkert hjem efter en munter julefrokost – også udenfor storbyerne. Og vi skulle nødigt komme over i britiske tilstande, hvor hæren måtte sættes ind for at forsyne tomme tankstationer.

Derfor har Venstre indkaldt transportminister Benny Engelbrecht i samråd for at få afdækket, hvilke initiativer regeringen vil tage her og nu samt på længere sigt for at afhjælpe chaufførmanglen.

Venstre er som bekendt et konstruktivt og løsningsorienteret parti, der ikke blot kritiserer og peger fingre. Derfor agter vi selv at byde ind med en vifte af forslag, der kan bidrage til løsning.

Forslag til en løsning

For det første bør vi blive bedre til at rekruttere de unge til transportbranchen. Konkret kunne man sænke aldersgrænsen for chauffører på 21 år til for eksempel 19 år på visse betingelser. Det kunne få flere i folden inden de træffer andre valg.

For det andet bør vi blive bedre til at holde på de ældre chauffører – for eksempel ved at de fremover må tjene penge ved at køre nogle dage om måneden uden at blive trukket i deres folkepension.

For det tredje skal der ske en markant forbedring af sagsbehandlingen hos Færdselsstyrelsen af førerkort, hvor ventetiden er alt for lang for personer med diabetes og andre sygdomme.

For det fjerde skal vi snarest have løst problemet med voldsom mangel på køreprøver.

For det femte kunne man give erfarne chauffører merit, så de kan starte med at køre næsten fra dag til dag uden langvarige kurser.

For det sjette foreslår Venstre, at transportministeren inviterer arbejdstagere og arbejdsgivere til en trepartsdrøftelse med det mål at afhjælpe chaufførmanglen.

Vi er også åbne overfor andre forslag, for en ting er sikker: Det skader borgerne og vores samfund, hvis den alvorlige chaufførmangel fortsætter.

Forrige artikel Skatterådgivningsfirma: Nye afgiftsregler modarbejder den grønne omstilling for varebiler Skatterådgivningsfirma: Nye afgiftsregler modarbejder den grønne omstilling for varebiler Næste artikel Dansk Elbil Alliance om ladestandere: Regeringen risikerer at ramme forbi målet Dansk Elbil Alliance om ladestandere: Regeringen risikerer at ramme forbi målet