Vejdirektoratet: Vi skal eksportere trafiksikkerhed

DEBAT: Dansk trafiksikkerhed er i international topklasse, og vi skal dele ud af vores erfaringer med især de bløde trafikanter, skriver Marianne Foldberg Steffensen, der leder Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling. De er nemlig i høj kurs, fortæller hun.

Af Marianne Foldberg Steffensen
Leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet

Danske trafikanter tager for givet, at der er cykelstier og fodgængerovergange, der hvor der er meget trafik, og tiltag som før-grønt for cyklister i lyskryds er helt almindelige i de større byer. 

Men sådan er det kun, fordi både kommuner og Vejdirektoratet arbejder med at tænke de bløde trafikanter ind i byplanlægningen. Derudover har der i Danmark været stor politisk opbakning til at investere i sikre løsninger, og ikke mindst cykelpuljerne har gjort det nemmere at vælge cyklen til den daglige transport.

Vejdirektoratet deltager i konferencen, som afholdes af det amerikanske Transportation Research Board, for at bidrage med vores store viden om, hvordan vi skaber trafiksikre løsninger, der kan bringe trafikanterne nemt og sikkert frem. 

Konferencen er et godt udgangspunkt for at udbrede de danske erfaringer, for her mødes op mod 10.000 mennesker fra hele verden for at få ny viden om trafiksikkerhed og en lang række andre trafikrelaterede emner. Det er her, de nyeste tendenser og resultater hvert år bliver præsenteret.

Vi kender de bløde trafikanter
Trafikbilledet er ikke ens i Danmark og i andre lande, men der er alligevel meget viden, vi kan videregive om de bløde trafikanter. Viden, som kan være til hjælp for lande, der kun er ved at gå i gang med at tage hensyn til flere forskellige trafikantgrupper i trafik- og byplanlægningen. 

Både små og store cyklister er for eksempel en helt naturlig del af trafikken i Danmark, og danskerne er vant til at tage hensyn til, at der både skal være plads til brede christianiacykler, hurtige racerkørere og skolebørn på cykelstierne. 

Derfor har Vejdirektoratet mange gode erfaringer, der kan deles med andre lande, hvor cykling ikke er nær så udbredt. 

Vi har stor viden om anlæg af cykelstier, både i byer og på landet, vi har en række nationale cykelruter, og i de større byer er der etableret supercykelstier. Vejdirektoratet og kommunerne arbejder løbende for at sikre, at alle disse tiltag gør det både nemt og sikkert at være cyklist i Danmark, uanset om man er pendler eller fritidscyklist.

Et forgangsland på flere fronter
Danmark har også stor viden om ulykker med fodgængere. Havarikommissionen for Vejtrafikulykker udgav i 2013 en rapport om netop det emne, som viste, at det især var børn, ældre, berusede unge mennesker eller andre påvirkede, der kom til skade som fodgængere.

Antallet af dræbte og tilskadekomne er faldet i Danmark over de senere år, og selvom det ikke er gået lige så godt for de bløde trafikanter som for bilisterne, så er Danmark stadig et trafiksikkerhedsmæssigt foregangsland for resten af verden. 

Derfor er det også interessant for andre lande at lære, hvordan de danske aktører på trafiksikkerhedsområdet bruger data om trafikulykker til at forbedre sikkerheden gennem tiltag på vejnettet, kampagneindsatser eller ved lovgivning.

De danske erfaringer er derfor i høj kurs blandt trafiksikkerhedsspecialister i udlandet, og det har fået det amerikanske Transportation Research Board til at invitere Vejdirektoratets trafiksikkerhedsafdeling til at afholde en session om sikkerhed for bløde trafikanter ved den internationale trafiksikkerhedskonference, som afholdes fra 10. til 14. januar 2016.

Forrige artikel Morten Kabell: Transportsektoren som drivkraft for grøn omstilling Morten Kabell: Transportsektoren som drivkraft for grøn omstilling Næste artikel EOF: Grøn udvikling kræver hensyn til forbrugerne EOF: Grøn udvikling kræver hensyn til forbrugerne