V: Grønnere transport med tog og lastbiler

TRANSPORTDEBATTEN: Vi er allerede godt på vej mod en overordnet grøn transportsektor i Danmark, skriver Venstres Kristian Pihl Lorentzen, der er trafikordfører.

Af Kristian Pihl Lorentzen
Trafikordfører, Venstre 

Det går med stormskridt i den rigtige retning, når vi taler om transportsektorens bidrag til reduktion af forbruget af fossile brændsler - og dermed reduktion af CO2-udledningen.

Danskernes ændrede adfærd omkring køb af bil, så de små energieffektive personbiler skyder frem overalt, er noget, som virkelig rykker.

Den samme effekt ser vi med hensyn til vejgodstransporten, hvor de nye lastbiler er langt mere energieffektive end for 10 år siden, ligesom en bedre koordination af kørslen sparer drivmidler.

Også fly og skibe er på vej til en højere energieffektivitet.

Jeg hilser det også velkommen, at der er igangsat pilotprojekter med alternative drivmidler såsom naturgas, biogas, biodiesel, bioetanol og brint.

Dertil kommer potentialet i hybridbiler, og - på længere sigt - i elbiler.

Kort sagt: Teknologiske fremskridt på transportområdet hjælper os med at få en grønnere transport. Vi skal videre ad den vej i de kommende år, idet vi skal fokusere på de mest effektive og samfundsøkonomiske løsninger.

Grønnere tog på vej
En af nyere tids mest fatale transportpolitiske beslutninger blev taget i 1999, da den daværende SR-regering sammen med SF og Enhedslisten gennemtrumfede købet af IC4 dieseltog til DSB frem for at satse på eltog.

Ikke alene blev Danmark sat mindst 15-20 år tilbage med hensyn til elektrificering af jernbanen.

En historisk mulighed for en grønnere togdrift blev spildt. Og ikke nok med det.

Faktisk bruger de tunge IC4 tog mere dieselolie pr. passager end de noget ældre IC3 tog!

Det skulle også vise sig, at de italienske tog var - og er - særdeles upålidelige i drift, trods voldsomme og dyre anstrengelser for at få driften på rette spor.

I skrivende stund er der opstået nye problemer med IC4 i form af revner i hjullejer.

Derfor kan det kun gå for langsomt med at få udrangeret IC4 togene på en måde, der er så lempelig som muligt over for passagerne og skatteyderne.

I stedet skal vi have moderne og pålidelige eltog på banen hurtigst muligt. Med de trufne beslutninger og de foreliggende planer kan vi forvente, at langt det meste af togdriften er elektrificeret senest i 2025.

Til den tid vil de dieselslugende tog altså være erstattet med grønne tog.

Grønnere godstransport
Indførelsen af modulvogntog i Danmark var et tiltag, der bidrager markant til en grønnere transport, ved at to af de godt 25 meter lange vogntog kan transportere den samme godsmængde som 3 almindelige vogntog.

Derved sparer vognmanden typisk 15 procent brændstof med deraf følgende fordele for økonomien, konkurrenceevnen og miljøet.

I forbindelse med de igangværende trafikforhandlinger har Venstre foreslået, at det nuværende godkendte modulvogntogsnet udbredes til hele statsvejnettet, så vi for alvor høster de transportøkonomiske og miljømæssige gevinster.

Desuden skal vi sørge for en mere smidig lokal ordning, så det bliver nemmere og billigere at få erhvervsområder koblet på modulvogntogsnettet, uden at vi går på kompromis med trafiksikkerheden.

Et andet effektivt middel til en grønnere godstransport er at øge totalvægten for lastbiler, så der kan transporteres mere gods på hver lastbil.

Det skal naturligvis ske under hensyntagen til slitage på vejnettet, men også her er der et potentiale at høste til gavn for samfundet.

Vi er godt på vej
Jeg vil også nævne banegodstransporten, der i kraft af moderne og effektive kombiterminaler har potentiale til at klare en betydelig del af den forventede stigning i godsmængden i de kommende år.

Specielt når vi taler om store mængder gods over længere afstande.

Endelig skal vi fokusere på potentialet for at få endnu mere gods transporteret ad "de blå motorveje", dvs. med skib.

I den forbindelse er gode adgangsveje til vore havne helt centralt.

Sammenfattende vil jeg konstatere, at vi er godt på vej mod en langt mere grøn transport.

Det gælder for personbiler, fly, skibe, tog og lastbiler. Vi skal videre ad den vej.

Men altid på den kloge måde, så vi ikke svækker mobiliteten og konkurrenceevnen ved at gøre transporten dyrere.

Det handler om at bevare danske arbejdspladser, samtidig med at vi fortrænger fossile drivmidler og CO2.

Forrige artikel FDM: Grøn omstilling kræver omtanke FDM: Grøn omstilling kræver omtanke Næste artikel L&F: Transport skal tilbage på klimadagsordenen L&F: Transport skal tilbage på klimadagsordenen