V: DSB-aftale svigter passagererne

DEBAT: DSB-aftalen forringer passagerernes rettigheder og baserer sig på en yderst upålidelig materielplan. Derfor kan vi hverken vide os sikre på, at togene kører til tiden, eller at togene overhovedet kommer frem, skriver Kristian Pihl Lorentzen (V).

Af Kristian Pihl Lorentzen (V)
Trafikordfører

Regeringen, Enhedslisten (EL) og Socialistisk Folkeparti (SF) efterlader passagererne på perronen i deres netop indgåede aftale om jernbanens fremtid for de næste 10 år.

Aftalen forringer passagerernes rettigheder og baserer sig på en yderst upålidelig materielplan. Derfor kan passagererne hverken vide sig sikre på, at togene kører til tiden, eller at togene overhovedet kommer frem.

Lave krav til rettidighed
Det er slående, at regeringen, EL og SF har sat lave krav til togenes rettidighed. Kravet er omkring halvt så ambitiøst i forhold til den gamle aftale. Man vil ligefrem tillade, at knap hvert femte tog er forsinket eller ligefrem aflyst, og det er en klar forringelse af passagerernes rettigheder.

Derudover tillader de ligefrem, at næsten 20 procent af togene skal være forsinkede, før der udbetales kompensation. Det havde været klædeligt, hvis aftaleparterne havde inddraget landets pendlerklubbers ønsker i aftalen, så passagerernes rettigheder var blevet sikret.

Venstre har øje for passagerernes rettigheder, hvilket er en af årsagerne til, at vi står uden for aftalen, som i den grad svigter passagererne. Vi ønsker at sætte passagererne i centrum ved at indføre en bod-bonus-ordning, hvor en andel af DSB’s kontraktbetaling fra staten kun udbetales, hvis passagererne er tilfredse. Denne bod-bonus-ordning kendes fra Arrivas togtrafik i Midt- og Vestjylland, og Venstre mener, at vi bør trække på de positive erfaringer herfra.

DSB-monopol de næste 10 år
I aftalen indgår også en reel cementering af DSB’s monopol i de næste 10 år. Regeringen har således valgt at ignorere alle anbefalinger og erfaringer med at benytte øget konkurrence på banen som et effektivt middel til at opnå en bedre og billigere togdrift.

Derudover ønsker Venstre en robust materielplan som grundlag for en pålidelig togdrift i de næste 10 år. Dette har regeringen, SF og EL totalt tilsidesat ved at basere aftalen på de vakkelvorne og utilregnelige IC4-tog. Uden seriøs vurdering af alternative materielløsning, for eksempel med opgradering af de forurenende ME-dieseltog med nye motorer, så de kan blive god og miljøvenlig trækkraft for dobbeltdækkervognene de næste 10-12 år.

De seneste måneder har vist, at indsættelsen af IC4 og IC2 halter efter den nuværende indsættelsesplan fra juli 2013, der er fundamentet for Prose-rapporten. Denne indsættelsesplan blev ellers udarbejdet, da udviklingen viste, at det ikke var muligt at nå målene i Atkins-rapporten fra 2011. Det er derfor komplet hovedrystende, at man har tillid til disse tog, når erfaringer fortæller, at deres ustabilitet slår fuldstændig igennem. Eksempelvis truer et behov for at udskifte alle motorer i IC4-togene. Det bliver dyrt. Dertil kommer en række andre alvorlige usikkerheder omkring IC4.

Ingen plan B
Regeringen, EL og SF’s vakkelvorne materielplan ser bort fra en mulig ”Plan B” uden total afhængighed af IC4. Nu kan vi desværre forudse evindelige forstyrrelser af togdriften samt mangel på siddepladser. Deloitte har ellers i en rapport til Transportministeriet rettet en usædvanlig skarp kritik af DSB’s ”Plan B” som værende mangelfuld og subjektiv. Derfor må det undre mange, at regeringen ikke har prioriteret det højere at sørge for en robust materielplan. Uden pålidelige tog kan passagererne ikke være sikre på, at de kommer til tiden, eller at de overhovedet dukker op.

Sidst, men ikke mindst, var det uspiseligt for Venstre, at den nye DSB-kontrakt er baseret på den luftigt finansierede Togfond. Det er velkendt, at der på grund af kraftige fald i oliepriserne er opstået et hul i Togfonden på 9-18 milliarder kroner. Regeringen vil ikke oplyse, hvor pengene skal findes. Skal der skæres i velfærden eller hæves skatter og afgifter for at lukke hullet? Alt i alt må jeg konkludere, at den røde togaftale efterlader passagerernes rettigheder på perronen og et massivt hul i statskassen.

Forrige artikel DF: Ny aftale giver DSB frit valg på alle hylder DF: Ny aftale giver DSB frit valg på alle hylder Næste artikel Fremtidsforsker: DSB og BaneDanmark på vej mod skandale Fremtidsforsker: DSB og BaneDanmark på vej mod skandale