Transportordførere: Drastisk fald i passagertal kalder på mere offentlig-privat samarbejde

Ansvarlige politikere bør tage et grundigt kig på, hvordan vi organiserer den kollektive trafik bedst muligt, skriver de tre folketingsmedlemmer.

Danmarks mobilitet er afgørende for vores samfund, velstand og velfærd. Mobiliteten sikrer vi gennem en ordentlig kollektiv trafik og gode forhold for privatbilismen – alt sammen i en fornuftig, sund og ordentlig balance.

Derfor bekymrer det os, når vi i øjeblikket ser, at trafikselskaberne er økonomisk udfordrede på manglende passagerer og høje energipriser.

Det er med til at skabe massive udfordringer for den kollektive trafik, men det betyder også, at det muligvis er tid til at kigge på organiseringen af den kollektive trafik i Danmark.

Siden Covid-19 gjorde sit indtog i Danmark, har trafikselskaberne oplevet et drastisk fald i passagertal, der ser ud til at bide sig fast i hverdagen og tiden efter coronarestriktionerne.

Dertil kommer, at udgifterne forventeligt vil fortsætte med at stige som konsekvens af stigende priser på benzin, diesel, el og naturgas. Det vil uomtvisteligt fortsætte med at presse trafikselskaberne.

Ultimativt skal den offentlige trafik altså enten omlægges og tilpasses de nye passagertal og transportmønstre, eller også skal den nuværende – og vedvarende – overkapacitet finansieres af passagererne eller skatteborgerne.

Offentlig-privat samarbejde

Vores ønske er, at vi sikrer, at trafikselskaberne koncentrerer sig om deres kerneopgave, herunder effektiv drift og planlægning tilpasset borgernes faktiske transportbehov. Det er derfor, de er sat i verden. Kort sagt, skal de altså køre bus, når de kører bus.

Det betyder, at trafikselskaberne for nu skal sørge for at vinde passagerer tilbage, håndtere stigende energipriser og tilpasse sig permanente løsninger.

Derudover bør vi som ansvarlige politikere tage et grundigt kig på, hvordan vi organiserer den kollektive trafik bedst muligt.{{toplink}}

Vi skal sikre at den kollektive trafik bliver drevet så effektivt og godt som overhovedet muligt. Service og relevant tilstedeværelse er vigtigt, men prisen skal være rigtig og rimelig for passager og skatteborger.

Det kræver, at vi sikrer effektive samarbejder mellem det offentlige og det private, og det kræver at trafikselskaberne fokuserer skarpt og klart på deres formål og vigtigste opgave: at sikre effektiv drift og planlægning til borgernes transportbehov.

I tider hvor trafikselskabernes udfordringer er mange og risikoen for flere udfordringer er stor, skal man ikke begive sig ud i opgaveløsninger, som det private marked kan løfte.

Vi skal sørge for god kollektiv transport, så vores fælles mobilitet bevarer sin styrke til gavn for vores velstand og velfærd.

Forrige artikel DI: Dansk Luftfart har kun sin berettigelse i fremtiden, hvis vi har effektive klimaløsninger DI: Dansk Luftfart har kun sin berettigelse i fremtiden, hvis vi har effektive klimaløsninger Næste artikel Studerende: Pape og Ellemanns mangel på konkret klimapolitik fører deres kernevælgere bag lyset Studerende: Pape og Ellemanns mangel på konkret klimapolitik fører deres kernevælgere bag lyset