DI: Dansk Luftfart har kun sin berettigelse i fremtiden, hvis vi har effektive klimaløsninger

Dansk luftfart skal sikre, at vi fortsat er tilgængelige for eksport- og turistmarkeder. Men hvis ikke de effektive klimaløsninger følger med, har luftfarten ingen berettigelse på længere sigt, skriver direktør Karsten Lauritzen og chefkonsulent Per Henriksen.

"Hvordan skal Danmarks nye luftfartsstrategi se ud?", lyder spørgsmålet i denne debatrunde i Altinget.

Det korte svar er, at den i hvert fald ikke skal være en snæver sag, der kun har Transportministeriet som centrum. En ny, smal og relativt isoleret sektorstrategi har ikke stor relevans.

Vi er nødt til at tænke bredere – meget bredere. Vi må indtænke det i, hvad der har relevans og vigtighed for samfundet som helhed, for erhvervslivet, eksporten, turismen, beskæftigelsen og klimadagsordenen.

Eksport og turister inden for rækkevidde

De fleste vil formentlig kunne tilslutte sig, at en fortsat stærk dansk økonomi med høj beskæftigelse og et robust velfærdssystem er helt centrale mål for samfundssystemet. Dertil også, at vi som samfund kan finde svar på de store udfordringer. Her er klimaudfordringen helt evident. 

Danmark er kendetegnet ved en åben økonomi, der er afhængig af effektive kontaktmuligheder til omverdenen. Og vi kommer ikke uden om, at eksporten er den store motor for samfundsøkonomien. Vi taler om 875.000 danske arbejdspladser og eksport af varer og tjenester for 1.700 milliarder kroner årligt.

Det vedligeholder og udvikler vi kun, hvis vi har en høj grad af tilgængelighed til og fra eksportmarkederne. Tilsvarende med turismen, der jo også bidrager markant til samfundsøkonomien. 

Så nøgleordene er tilgængelighed og bæredygtig mobilitet. I et strategisk perspektiv bliver det et spørgsmål om, hvordan og med hvilke midler, vi bedst både vedligeholder – eller måske rettere genopretter efter covid-19 – og udvikler vores kapabilitet på de punkter.

Konkurrencedygtig luftfart

Det er klart, at luftfarten har en særlig rolle at spille på det punkt, fordi det nu engang er det mest effektive transportmiddel over længere afstande. Men skal vi tale om strategi, er vi nødt til at have et godt overblik over muligheder, trusler, styrker og svagheder, inden vi begynder at udvikle konkrete initiativer. Det betyder, at vi skal finde troværdige og relevante svar på spørgsmål som:

Hvad har eksporterhvervene brug for på kort, mellemlangt og langt sigt? Hvilke eksportsektorer og markeder er i vækst, og hvilke er det modsatte? Hvilke uforløste turismepotentialer har vi? Og hvordan bidrager luftfarten til at binde vores land bedre sammen? 

Svar på den type spørgsmål giver et langt bredere og mere målrettet perspektiv, der vil give gode indspil til, hvor den direkte internationale tilgængelighed med fordel kan styrkes. Og dermed også til, hvordan dansk luftfart kan understøtte og bidrage til udviklingen, og hvilke forhindringer der skal ryddes af vejen.

På den måde bliver fokus rettet på at udvikle luftfartens rammevilkår, så den bedst muligt kan understøtte en ønsket udvikling. Den må blive rettet mod styrkelse af konkurrencedygtighed og ikke mindst effektive klimaløsninger.

Ingen berettigelse uden grønne løsninger

De effektive klimaløsninger er et must og selve fundamentet for, at luftfarten på længere sigt har en berettigelse. Det er en trussel, der skal overvindes. Men løses det – og det kan løses – kan det til gengæld også byde på mange nye muligheder.

Og i den sammenhæng kan Danmark og luftfarten spille en stor innovativ rolle, der i sig selv kan lede til nye erhvervs- og eksportmuligheder, ligesom grøn bæredygtig luftfart kan spille en mere aktiv rolle i vores kollektive trafik og binde vores land bedre sammen.   

Det bredere perspektiv, vi her skitserer, er ikke et projekt for et enkelt ministerium. Det er et projekt, der vil involvere en række ministerier, herunder i hvert fald Erhvervsministeriet, Klima- og Energiministeriet, Udenrigsministeriet, Skatteministeriet og selvfølgelig også Transportministeriet.

Vi skal hermed opfordre til, at regeringen eller den snarligt kommende regering, tager tråden op.

{{toplink}}

Forrige artikel Direktør: Bilerne er løbet amok i København – og det er en politisk hastesag at bremse dem Direktør: Bilerne er løbet amok i København – og det er en politisk hastesag at bremse dem Næste artikel Cepos: En borgerlig regering bør sælge statens SAS-aktier Cepos: En borgerlig regering bør sælge statens SAS-aktier