Trængselskommissionen er ingen syltekrukke

Jesper Højte Stenbæk
Chefkonsulent i Dansk Erhverv

Når der opstår problemer i samfundet, ledsages de ofte af et krav om en hurtig løsning. Al tale om undersøgelser og analyser af problemerne betragtes som udenomssnak og træden vande. Senest har vi set det i debatten om Trængselskommissionen, der er blevet beskyldt for at være en syltekrukke og et figenblad for en fejlslagen betalingsring.

Vi kender det også fra forslag om større infrastrukturprojekter, hvor både organisationer, befolkningen og politikere gerne slynger om os med milliardbeløb for at løse alt fra helt lokale behov for omfartsveje til store lands- og europapolitiske projekter som baner, broer, tunneler og anden milliardinfrastruktur.

Manglende finansiering 
Det både nemt og bekvemt, og jeg gør det selv gerne og ofte - som regel dog med forslag til finansiering bundet i halen. For det er finansieringen, der ofte gør ondt. Staten kan pt. ikke låne til nye, store trafikprojekter uden at komme i konflikt med EU's snusfornuftige regler for offentlige underskud. - Hvis alle lande havde fulgt de regler ville Europas økonomiske situation have set meget anderledes ud nu.

Finansieringen skal derfor helt eller delvist findes andre steder, og så er det, at det begynder at gøre ondt. Enten må der skæres på andre samfundsområder, indføres brugerbetaling eller projektet må finansieres og bygges af en udefrakommende investor, der får pengene i rater fra det offentlige.

Det kræver en benhård prioritering med stort fokus på, hvilket samfundsmæssigt afkast hvert enkelt projekt vil give. Samfundets afkast skal i hvert enkelt tilfælde være større end investeringen, før man kan give sig i kast med det, og den rangordning af projekter er hverken enkel eller hurtig.

Prøv eksempelvis at rangordne en Kattegatbro med elektrificering af banenettet, havnetunneler i København og Aarhus, mere metro, en midtjysk motorvej og letbaner i de større danske byer - uden at tage lokalpatriotisk eller trafikfundamentalistisk bagage med.

Løsning på trængsel tager tid
Det er så den nemme del. For at vende tilbage til trængselen i de større danske byer er det ikke engang muligt at pege på ét bestemt projekt, der vil løse det hele - heller ikke en betalingsring. Der er behov for en lang række forskelligartede løsninger, der indføres over en årrække, og som skal virke i samspil. Derfor skal kommissionen have tid til at sammensætte sit løsningskatalog. Først tidligst til næste sommer kan vi bedømme, om det har været en papirtiger eller en problemknuser med reel indflydelse.

Dansk Erhverv vil stå i første række til at uddele ris eller ros til kommissionen, som vi selv har investeret en stor del ressourcer i. Samtidig vil vi dog minde om to ting. For det første at mange af de kommissioner, der barslede i 0'erne, først fik gennemført deres forslag flere år efter, at rapporten lå der. For det andet er trængsel et fortsættende problem, som vi nok aldrig slipper helt af med.

Lad mig endelig minde om, at store danske infrastrukturprojekter stort set hver gang følger samme udviklingsmodel: Først bruger vi lang tid på at træffe beslutningen, derefter kommer en bygningsfase, hvor projektet møder stor modstand for at være for dyrt, forkert eller for uambitiøst. Så kommer første driftsfase, hvor projektet ofte dømmes ude som værende unødvendigt, fordi trafikanterne ikke har vænnet sig til at bruge det og til sidst en fase, hvor ingen forstår, hvordan vi har kunne leve uden.

Det har været modellen for Storebælt, Øresundsbroen, metroen i København, og det ser ud til at ske for Sønderborgmotorvejen. Det samme kommer sikkert til at ske for Femernforbindelsen og letbanerne i København, Aarhus og forhåbentlig Odense.

Infrastruktur tager tid, er dyrt og kræver omtanke. Vi kan ikke leve uden.

debat@altinget.dk