Ringkøbing-borgmester: Lav trafiksikkerhed og høj vækst kalder på opgradering af rute 15

DEBAT: En opgradering af Rute 15 mellem Ringkøbing og Herning er afgørende for væksten i Vestjylland. Det skriver borgmester og viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Af borgmester Hans Østergaard (V) og viceborgmester Søren Elbæk (S), Ringkøbing-Skjern Kommune

Det er ikke hver dag, man som kommune beder om foretræde i Folketingets Transportudvalg.

Men det har vi gjort denne tirsdag, for der er brug for politisk handling.

Når vi har bedt om et foretræde, er det, fordi den altoverskyggende blokering for udvikling i Ringkøbing-Skjern Kommune er områdets adgang til resten af landet.

Her udgør en smal vej med lav fremkommelighed og dårlig trafiksikkerhed den primære trafiknerve. Derfor må en udvidelse af Rute 15 mellem Ringkøbing og Herning til en 2+1-vej med i de kommende investeringer i Danmarks infrastruktur.

Rute 15 er en vejstrækning, der har stor betydning for hele Region Midtjylland. Det gælder for erhvervstrafikken, pendlertrafikken og for de mange turister og sommerhusgæster, som besøger området.

Lastbiler og landbrugsmaskiner gør trafik farlig
Men med en samlet årsdøgnstrafik på mellem 5.000-9.500 køretøjer er vejen fyldt op. Samtidig viser alle fremskrivninger, at trafikken kun stiger.

Ruten er udfordret. Tunge lastbiler og langsomtkørende landbrugsmaskiner skaber for ofte farlige situationer, for tætheden i trafikken gør mulighederne for at overhale særdeles risikable.

Vi skal ikke kigge langt tilbage i tiden for at finde eksempler på, at det gået galt.

Det er blot én af årsagerne til, at Rute 15 er nødt til at blive en 2+1-vej.

Der efterlyses mere vækst og udvikling i de danske kommuner.  Begge ting er der masser af i Vestjylland og særligt i Ringkøbing-Skjern Kommune.

En afgørende indfaldsvej
Vi er utroligt stolte af de mange virksomheder, som vi huser, og vi vil gerne give dem de bedst mulige vilkår til at drive deres forretning.

Potentialet er stort, men det kræver ændringer. Ændringer, som kun Christiansborg har råderet over.

Vores dagsorden er derfor klar og tydelig, når vi tirsdag har foretræde i Folketingets Transportudvalg:

Christiansborg bærer et stort ansvar for at udvikle de trafikale rammer for erhvervslivet og borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune og Vestjylland.

Vi forlanger ikke motorveje eller hurtigtog, men vi er nødt til at insistere på, at de indfaldsveje, der skal sikre, at vi kan udnytte det store potentiale, der ligger i hele Danmark, bliver prioriteret på Christiansborg.

Forrige artikel Autobranchen: Vanvidskørsel er ikke leasingselskabets skyld Autobranchen: Vanvidskørsel er ikke leasingselskabets skyld Næste artikel Rådet for Bæredygtig Trafik: Sådan bliver transporten klima- og miljøvenlig Rådet for Bæredygtig Trafik: Sådan bliver transporten klima- og miljøvenlig