Rådet for Sikker Trafik: Jo, el-løbehjul er langt farligere end at cykle

Det er faktuelt forkert, når Tier Mobility påstår, at elløbehjul ikke udgør en højere risiko for alvorlige ulykker sammenlignet med cyklen. Det er dokumenteret, at risikoen per kørt kilometer er op til ti gange større, skriver Rådet for Sikker Trafik.

Af Bjørn Olsson
Dokumentationskonsulent, Rådet for Sikker Trafik

I debatten om elløbehjul har Tier Mobility, der udlejer elektriske løbehjul, været ude med en påstand om, at det slet ikke er så farligt at køre på elløbehjul. 

I et debatindlæg i Altinget skriver landechefen for Tier Mobility i Danmark og Sverige, August Svedenstedt, at der ikke er nogen "troværdige eller statistisk valide beviser for, at brugen af ​​lejede elløbehjul udgør en højere risiko for alvorlige ulykker end sammenlignelige transportformer som for eksempel cyklen".

Problemet med den påstand er, at den er faktuelt forkert. For jo, der er masser af både valide og troværdige beviser på, at det er farligere at køre på elløbehjul i trafikken end at køre på cykel.

Flere soloulykker på elløbehjul

I samme åndedrag skriver August Svedenstedt, at langt de fleste alvorlige skader på elløbehjul involverer ulykker med biler. Men dette er heller ikke korrekt. Langt de fleste ulykker med alvorlige personskader med elløbehjul er soloulykker.  

Landechefen for Tier skriver i sit debatindlæg, at "det er på tide, at samtalen om el-løbehjul får en positiv tone", og at han gerne vil aflive nogle myter omkring elløbehjulene. Problemet er, at han gør det ved selv at skabe myter om elløbehjulenes sikkerhed.

Alle nordiske undersøgelser – både baseret på politiregistrerede data og baseret på skadestuedata – viser, at elløbehjul har en klart højere ulykkesrisiko end cykler. Både danske og norske undersøgelser dokumenterer, at risikoen per kørt kilometer er cirka syv til ti gange større på et elløbehjul sammenlignet med cykler.

De trafiksikkerhedsmæssige udfordringer er så store, at det fra 1. januar er besluttet, at alle, der kører på et elektrisk løbehjul, skal køre med hjelm.

{{toplink}}

Forrige artikel Konservative: Transportpolitikken har brug for adrenalinindsprøjtning Konservative: Transportpolitikken har brug for adrenalinindsprøjtning Næste artikel Åbent brev til Engelbrecht: Drop støtte til hybrider og brug pengene på cyklisme Åbent brev til Engelbrecht: Drop støtte til hybrider og brug pengene på cyklisme