Pihl Lorentzen til Ole Birk: Gør noget ved de beskidte vejskilte

DEBAT Jeg er dybt utilfreds med den mangelfulde vedligeholdelse omkring renholdelse af vejskilt. De beskidte skilte svækker trafiksikkerheden og giver et dårligt billede af Danmark, skriver Kristian Pihl Lorentzen (V).

Af Kristian Pihl Lorentzen (V)
Transportordfører

Jeg er i lighed med mange andre dybt utilfreds med den på mange vejstrækninger mangelfulde vedligeholdelse omkring renholdelse af vejskilte, vejsidestolper, toiletter og sikkerhedsmæssige bemaling på asfalten (spærrelinjer, spærreflader, pile, vejbaner og så videre).

Mangelfuld vedligeholdelse svækker trafiksikkerheden og giver et helt forkert indtryk af vores eller rene og pæne land. Der er brug for et løft og/eller omorganisering af arbejdet, så vi gør op med den nuværende slendrian. Danmark skal ligesom for eksempel Tyskland og Frankrig være "De rene vejskiltes land".

Derfor har jeg stillet følgende udvalgsspørgsmål til transportministeren.Jeg ser frem til at modtage svar om 3-4 uger, så vi kan kommer videre med at få løst dette problem.

Fire spørgsmål til Ole Birk Olsen

  • Ministeren bedes oplyse, hvorfor der på mange strækninger af det statslige vejnet opleves mangelfuld vedligeholdelse og renholdelse, herunder med hensyn til beskidte vejskilte, nedslidte vejskilte med nedsatte refleksegenskaber i mørke, beskidte plastvejstolper i vejsiden, græs og grene foran vejskilte og nedslidte/utydelige malede afmærkninger og linjer på asfalten samt ildelugtende og urene rastepladstoiletter  - med deraf følgende svækkelse af trafiksikkerheden og det almindelige indtryk af Danmark som et rent og velordnet land?
  • Ministeren bedes oplyse, om Vejdirektoratets kontrakter med underleverandører inkluderer krav om regelmæssig og fornøden vedligeholdelse af skilte, malede afmærkninger på vejene, toiletter med videre.Endvidere ønskes oplyst, hvordan Vejdirektoratet løbende kontrollerer efterlevelse af de indgåede kontrakter, så tingene er i orden? Er der forskelle i kontrol og opfølgning i landsdelene/distrikterne?
  • Hvor mange penge er der på finansloven for 2018 afsat til vedligeholdelse og renholdelse på statsvejnettet - opdelt på henholdsvis vedligeholdelse af asfalten, vedligeholdelse af bemalet afmærkning på vejene og renholdelse af skilte, vejstolper, rabatter, toiletter og rastepladser? Vurderer ministeren, at der er balance mellem mål og midler på dette område ud fra en målsætning om høj sikkerhedsmæssig standard og et indtryk af Danmarks vejnet med tilhørende faciliteter som værende rent og pænt? 
  • Ministeren bedes oplyse, om der fra statsligt hold er udstedt generelle retningslinjer for de kommunale vejmyndigheders løbende renholdelse af vejskilte og friholdelse af vejskilte for bevoksning, så trafiksikkerheden tilgodeses og så Danmark fremstår som rent og pænt? Reglerne bedes i givet fald oversendt.

Ikke privates opgave
Min egen og andre frivilliges konkrete "Operation Rene Vejskilte" i blandt andet Ans, Roskilde og Frederikssund i de seneste uger viser, at der med selv en beskeden, men målrettet arbejdsindsats, kan opnås en meget synlig forskel.

Men det kan ikke passe, at det i længden er private borgere, der skal sørge for renholdelse af offentlige vejskilte. Vi betaler trods alt fortsat meget høje bilskatter, selvom det glædeligvis er lykkedes at få dem sænket lidt i flere omgange.

Rengøring af beskidte skilte er i øvrigt også oplagte, midlertidige nyttejob for unge arbejdsduelige ledige, der desværre endnu ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, trods den aktuelle tårnhøje beskæftigelse i Danmark.

Her kan de unge på sidelinjen virkelig komme ind på banen og gøre en synlig forskel samt få en succesoplevelse. Naturligvis under fornøden arbejdsledelse/supervision og under overholdelse af arbejdsmiljøreglerne. En god tjans at stå op til tidligt om morgenen. Ren win-win.

Forrige artikel Forsker: Når vi får førerløse biler, får vi brug for roadpricing Forsker: Når vi får førerløse biler, får vi brug for roadpricing Næste artikel Jens Rohde afviser kritik: Usandt, at jeg stemmer for social dumping Jens Rohde afviser kritik: Usandt, at jeg stemmer for social dumping