Ny transportkommissær vil diskutere social dumping

DEBAT: Uklare regler på cabotageområdet udløser social dumping, og det bliver den nye transportkommissærs opgave at komme problemet til livs. Det skriver medlem af Europa-Parlamentet, Ole Christensen (S).

Af Ole Christensen
MEP, Socialdemokraterne

Høringerne af de kommende kommissærer er i fuld gang i Europa-Parlamentet. Dermed er vi også ved at finde ud af, hvad der skal stå øverst på dagsordenen i EU de næste fem år.

I tirsdags var der spændende nyt på transportområdet, hvor Maros Sefkovic, den kommende slovakiske transportkommissær, var til høring i Europa-Parlamentets transportudvalg. Det ser ud til, at vi nu får en kommissær, der faktisk tør tale om, at der er problemer med social dumping i den europæiske og danske vognmandsbranche. Samtidig er han klar til i højere grad at inddrage arbejdsmarkedets parter i udformningen af politikken samt til konsekvent at vurdere sociale konsekvenser, når ny lovgivning vedtages og evalueres. Det er nye toner fra EU-Kommissionen på transportområdet.

Social dumping på cabotageområdet
Personligt har jeg ikke været tilfreds med den seneste kommissær på området, Siim Kallas. Han har, når det kommer til EU’s cabotageregler, gjort øget liberalisering til sit adelsmærke, og han har i den forbindelse ikke haft blik for, at social dumping og unfair konkurrence udgør et stigende problem i transportsektoren i Europa.

Cabotagereglerne regulerer, i hvor høj grad lastbiler kan køre i andre EU-lande end deres eget, i forbindelse med at de foretager en international transport. Men reglerne er ikke klare nok, og de fører i realiteten til social dumping og uacceptable arbejdsforhold for mange af de chauffører fra de nye EU-lande, der fragter gods i Nord- og Vesteuropa.

Europa-Parlamentet råbte i 2012 vagt i gevær og udpenslede problematikkerne. Det samme gjorde Europas sammenslutning af vognmænd (IRU), der blev flankeret af hele den Europæiske Fagbevægelse (ETF). Det gjorde dog ikke det store indtryk på den tidligere kommissær.

Under tirsdagens høring havde jeg mulighed for at danne mig et indtryk af den kommende tids prioriteter på transportområdet. Det der gjorde størst indtryk på mig var, at Maros Sefkovic i modsætning til sin forgænger anerkendte, at der er problemer med social dumping i transportsektoren. Det er noget, danske vognmænd har peget på længe, og som tydeligt kan aflæses i de tørre tal.

Enkle og gennemsigtige regler 
I Danmark har man siden 2011 oplevet en stigning i mængden af godstransport på danske veje, parallelt med at færre danske chauffører er beskæftigede i samme branche. Den uoverensstemmelse hænger i høj grad sammen med, at EU´s cabotageregler ikke virker efter hensigten. Formålet med reglerne er, at lastbiler ikke skal køre tomme rundt på de europæiske landeveje, men de har desværre også haft andre konsekvenser end det.

Det må her betegnes som et klart fremskridt, at den kommende transportkommissær til høringen forpligtede sig på at gøre reglerne mere enkle og gennemsigtige. Det er nemlig noget af det, som de danske fagforeninger og mange af de danske vognmænd efterspørger.

Træerne vokser ikke ind i himlen
Om end kommissæren udviste mange gode takter, vokser træerne ikke ind i himlen. Som det ofte er tilfældet med høringerne, blev der ikke leveret mange konkrete løfter om, hvordan forholdene faktisk skal forbedres. Øget konsultation hos arbejdsmarkedets parter, intentioner om at gøre branchen mere attraktiv og gode hensigter om altid at undersøge sociale konsekvenser af ny transportlovgivning er så absolut fremskridt.

Det er Sefkovics udmelding om, at arbejdsmarkedets parter skal enes om en social code i transportsektoren, også. Men konkrete forandringer kræver konkrete ændringer, og den kommende tid kommer derfor til at handle om at holde kommissæren holdes op på de mange gode tanker.

Det er så godt som sikkert, at kommissæren bliver godkendt i Europa-Parlamentet, og jeg mener alt i alt, at branchen, fagforeningerne og de fleste politikere har grund til være godt tilfredse.

Forrige artikel Etisk og fair konkurrence i hele transportbranchen Etisk og fair konkurrence i hele transportbranchen Næste artikel Passagerpulsen: Passagerernes behov i centrum Passagerpulsen: Passagerernes behov i centrum