Etisk og fair konkurrence i hele transportbranchen

Af Erik Østergaard
Administrerende direktør DTL - Danske Vognmænd

Truslen fra et parallelt arbejdsmarked, som tvinger trafiksikkerhed, uddannelsesniveau og løn- og arbejdsvilkår ned under asfalten, kræver øget fokus på transportkøberens ansvar for vognmandserhvervets overlevelsesmuligheder. For nylig afslørede TV2 en række sager om snyd med magneter på lastbiler.

Formålet med snyderiet, som i begge afslørede eksempler var danske vognmænd med udenlandske chauffører, er naturligvis at tvinge den i forvejen – formodentlig - underbetalte (sammenlignet med danske vilkår) udenlandske chauffør til at omgå køre- hviletidsbestemmelserne og derigennem på to måder presse udgifterne ned ved at presse chaufføren. Hvem vinder ved det? Det er der potentielt fire led der gør: Det kan være vognmanden. Det kan være speditøren. Det kan være transportkøberen, altså et firma eller en virksomhed. Endelig kan det være forbrugeren.

Alle taber
De forskellige led kan også ”dele rovet”. Hvem taber? Potentielt kan en overtræt chauffør, der har sovet på rastepladser i månedsvis, og som dag ind og dag ud kører langt mere, end loven tilsiger, og langt ud over hvad der er forsvarligt, være årsag til en alvorlig trafikulykke. I så fald er tabet ofte uerstatteligt og fatalt for sagesløse medtrafikanter. Trafiksikkerheden oplever i alt fald et tab. De vognmænd, som overholder køre-hviletidsbestemmelserne, taber også. De mister jo kunder, fordi andre gør arbejdet billigt (og uforsvarligt) og på unfair konkurrencevilkår.

Den enkelte danske vognmand og de danske chauffører taber altså. Dermed taber den danske stat også. Den taber skatteindtægter. Og øger udgifterne til overførselsindkomster. De serviceerhverv, der betjener den danske vognmandsbranche, fra mekanikere til opbyggere, mister kunder og indtægter. Dermed taber den danske stat også. Den taber skatteindtægter. Og øger udgifterne til overførselsindkomster. Ligesom alvorlige trafikulykker, måske med flere invaliderede, er en udgift for det offentlige i årevis.

Hvad samfundet har investeret i en persons uddannelse, sundhed osv., tabes på et splitsekund, i det øjeblik en udkørt og dødtræt, ofte også spirituspåvirket, chauffør får sat lastbilen i sving og forulykker ved høj fart i myldretiden og spreder død og ødelæggelse omkring sig. Og så har jeg slet ikke nævnt de menneskelige omkostninger i sorg og savn endnu. Eller at de udenlandske chauffører lever for lud og koldt vand under kummerlige forhold, langt fra deres familier, at de ofte selv trækkes i lønnen for forsinkede leveringer, bøder, skadet gods eller andet. De udnyttes, og de presses langt ud over enhver rimelighed. De fire ”vindere” ved at lægge det pres på chaufførerne får altså en gevinst på bekostning af vores fælles trafiksikkerhed. De får en gevinst på bekostning af vores samfundsfællesskab.

Overhold etiske pricipper i alle led
De får en gevinst på bekostning af den enkelte chaufførs trivsel og arbejdsmiljø. Og de får en gevinst på bekostning af moral og anstændighed. Så det er i sandhed tid til anstændighed i transportbranchen. Men dér kan det ikke stoppe. Danske virksomheder, supermarkeder, industrier, etc. har ofte en såkaldt CSR-politik - ofte suppleret med nogle såkaldte etiske principper - som de vil efterleve. Altså en slags forretningsmoral, som forsøger at medtænke et socialt ansvar, der rækker udover selve varen og kundehensyn. Det er godt. Men det er min erfaring, at mange områder glemmer at medtænke transporten i deres CSR.

Det samme firma, som måske har gjort en stor indsats for ikke at få produkter fabrikeret på menneskeligt nedværdigende og sikkerhedsmæssigt uforsvarlige vilkår, overser, at deres køb af transport, f.eks fra havn til butik, kan foregå med underbetalte udenlandske chauffører, der presses til at snyde med køre- hviletiden. Dermed kommer – nogen uforvarende, andre velvidende – til alligevel at agere på en måde, som ikke lever op til deres egne etiske principper eller CSR-politik.

I debatten i kølvandet på TV2-indslagene – og i øvrigt hver gang de konkrete sager popper op – kommer der et kor af forargede stemmer, som samstemmende fordømmer den konkrete sag og kræver oprydning i branchen.

Stiltiende accept - et strukturelt problem
Der tales med om ”de brodne kar”. Det er som om, vi kan komme problemet til livs, hvis vi bare slår hårdt nok ned på de få, moralsk skruppelløse individer i branchen, som skader alle andres omdømme. Det er en bekvem opfattelse. For man kan så hejse flaget og fortælle omverdenen, at man skam selv er god og har moralen intakt. Man peger fingre af misdæderne og kan ekskludere dem og demonstrere principfasthed og nul-tolerance. Men: Hvad hvis problemet ikke kun er individuelt – men også er strukturelt?

Hvad nu, hvis det er selve accepten af, at der er et helt parallelt arbejdsmarked, hvor en række aktører i flere led aktivt tilvælger og lukrerer på underbetaling, på køre-hviletid og trafiksikkerhed? Hvad nu, hvis der er en udbredt accept af, at vi skal have et skyggearbejdsmarked uden for loven og overenskomster for rumænere, estere, filippinere i et ræs mod bunden, lige her i Danmark, indtil der ikke længere er et transportmarked i Danmark på danske løn- og arbejdsvilkår?

Jeg skal være den sidste til at fratage den enkelte sit individuelle ansvar. Der er både skamløse og moralsk anløbne personer i transportbranchen. Men jeg mener, det er en fundamental brøler, hvis vi som samfund ser bort fra, at markedssituationen og en total skævvridning af konkurrencesituationen rammer benhårdt hos danske vognmænd.

Svært at drive forretning med unfair konkurrence
Nogle ynder at fremstille det som om, vognmændene blot skal vænne sig til en konkurrencesituation fra udenlandske chauffører. Men det er noget sludder. For den danske lovgivning kræver, at danske chauffører, skal aflønnes efter danske løn- og arbejdsvilkår. Og at køre- hviletidsbestemmelserne skal overholdes.

Derfor taler vi ikke om, at danske vognmænd ikke er udsat for konkurrence. De konkurrerer hver eneste dag mod hinanden om ordrerne. Men de er tillige udsat for unfair konkurrence, når der fuskes med både løn og køre- hviletid.

På det grundlag kan de ikke drive en sund og ordentlig forretning i Danmark, men kun imødese deres konkurs. Hvis ikke køberne af transportydelsen lever op til deres etiske retningslinjer eller deres blankpolerede CSR-politikker og tager et medansvar for transportleddet mellem producent og kunde, så kommer vi ikke problemerne til livs. Så må vi nøjes med at forarges fra konkret sag til konkret sag, mens et ordentligt og anstændigt vognmandserhverv går stille og roligt til grunde.

debat@altinget.dk