Klynk eller vind

DEBAT: Det er nødvendigt, at transportsektoren genvinder troen på fremtiden, hvis det fortsat skal være en branche, der skaber arbejdspladser. Det skriver Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.

Af Michael Svane
Branhcedirektør i DI Transport

Kan du huske, hvornår du sidst har læst en positiv historie om transportbranchen i Danmark? Hvis du ikke kan svare, så er det ikke så overraskende.

Transportbranchen er nemlig vældig god til at trække overskrifter om sig selv. Overskrifterne er typisk præget af negative forhold. Ord som piratkørsel og fupcabotage fyger hen over scenen.

Dokumentationen halter det oftest med, men målet helliger midlet!

Jeg tror ikke, at jeg kender mange andre erhverv, som i den grad selv sætter sig på pinebænken. Det er naturligt, at der er bekymringer - ikke mindst i lyset af de senere års økonomiske krise. Men de negative historier har deres pris.

Hvilket ungt menneske har eksempelvis lyst til at vælge et chaufførjob. Hvem har for alvor lyst til som politikere at skabe et bedre afsæt for danske transportvirksomheder – eksisterende som fremtidige.

Midt i den store nordiske cabotagekrig drukner fokus på, hvordan vi skaber det bedst mulige afsæt for danskbaserede transportvirksomheder og deres muligheder for at konkurrere.

Vi ved, at vi står over for en mangel på chauffører. En udfordring, som vi ikke kun har her i Danmark. Det er en fælles udfordring i de fleste vesteuropæiske lande. En branche, som ikke kan tiltrække nye medarbejdere, og hvor ældre medarbejdere er på vej til at takke af, står med en udfordring, som ligger langt udover dagligdagens kævl og ævl. Valget står mellem klynk eller vind.

En branche med tro på fremtiden
Vi skal genfinde vindermentaliteten i den danske transportbranche. Vi skal vinde, fordi Danmark skal vinde. Danmark og dansk erhvervsliv generelt er dybt afhængige af en effektiv transportsektor med dygtige medarbejdere og ledere.

Heldigvis er dygtige ledere og medarbejdere på plads i virksomhederne. Vi har med andre ord et solidt grundlag for en dansk transportsektor, som kan og vil tro på fremtiden.

Troen på fremtiden gør det ikke alene, men det er grundlaget for, at vi kan udvikle os. Og hvad, der er lige så vigtigt, er, at vi nemmere får politikere i tale, når vi præsenterer os som en branche, der kan og vil skabe lønsomme aktiviteter, herunder arbejdspladser.

Aktiv politisk kurs
Dette afsæt skal vi bruge til en aktiv politisk kurs, hvad enten det handler om regering og Folketing i Danmark eller på europæisk niveau, herunder til det kommende valg til Europa-Parlamentet.

Kursen skal selvsagt have som mål at styrke de, der vil fremtiden. På europæisk plan er opgaven at udvikle det indre marked baseret på fælles regler.

Vi har brug for at skabe positiv energi i og omkring transportsektoren i Danmark. På transportens årsdag i DI Transport 18. juni 2014 vil vi servere den mentale energidrik, som skal tage de danske transportvirksomheder ud på rejsen mod nye muligheder.

 

Forrige artikel Lektor: Forkert at lade økonomiske analyser dominere de strategiske analyser Lektor: Forkert at lade økonomiske analyser dominere de strategiske analyser Næste artikel Professor: Undervurder ikke betydningen af SØV Professor: Undervurder ikke betydningen af SØV