KL: Regeringen bør lave nyt lovforslag om ladeinfrastruktur

Regeringen bør i nyt lovforslag om ladeinfrastrukturen til elbiler give kommunerne mulighed for at sikre ladestandere der, hvor ingen byder ind, skriver formanden for KL's miljø- og forsyningsudvalg, Birgit Stenbak Hansen (S).

Salget af elbiler og pluginhybrider bliver ved med at slå rekord. Bare i september i år udgjorde de grønne biler 45 procent af det samlede salg. Men på samme tid lyder det fra stort set alle, at der mangler ladestandere. 

Kommunerne vil gerne være med til at understøtte den grønne omstilling af transporten. Men det nuværende lovforslag spænder ben for, at vi kan tage aktiv del i arbejdet.

For det lovforslag om infrastruktur for alternative drivmidler til transport (AFI-loven), som regeringen kort før sommerferien sendte i høring, er skruet sådan sammen, at kommunerne ikke får mulighed for at investere egne midler i udrulningen af ladeinfrastruktur i det danske land.

Der er i stedet lagt op til en statslig medfinansiering af ladestandere på offentlige arealer, og der er i 2022 sat en pulje af på 150 millioner kroner. Det glæder vi os over, men puljen alene er ikke tilstrækkelig til at sikre en effektiv og landsdækkende ladeinfrastruktur.

Geografisk skævvridning

Der er brug for, at kommunerne selv kan finansiere opsætning af ladestandere på offentlige arealer. Især hvis ingen andre byder ind.

Det vil være med til at sikre en hurtigere udrulning af ladeinfrastruktur og sikre, at der ikke sker en geografisk skævvridning, hvor nogen områder ingen eller ganske få ladestandere har.

Det kan for eksempel være i yderområder, områder med sæsonbestemt turisme, nye byudviklingsområder, mobilitetsprojekter. Og det kan også tilskynde virksomheder og boligforeninger med videre til at etablere ladestandere, der kan åbnes for offentligheden i bestemte tidsrum.

KL har sammen med Dansk Elbil Alliance i stedet foreslået, at kommunerne med loven skal sikres hjemmel til finansiering af ladeinfrastruktur, når et udbud har vist, at der ikke er tilstrækkelig kommerciel interesse.

For det burde være en selvfølgelighed, at kommunerne har ret til at bruge deres lokale viden og ekspertise til at anvise placeringer, og med egne midler være med at udfylde det fragmenterede Danmarkskort over ladestandere. Sådan er det bare ikke nu.

Spild af offentlige ressourcer

Vi har også brug for at ændre i ladestanderbekendtgørelsen. For i dag er det sådan, at kommunens borgere, gæster og medarbejdere ikke må benytte ladestandere ved kommunale bygninger. Det er spild af offentlige ressourcer.

Vi mener, at kommunerne som Danmarks største arbejdsplads bør ligestilles med de private arbejdspladser, hvor flere og flere aktivt involverer sig i at sikre lademuligheder til de ansatte. Når arbejdspladserne tilbyder medarbejderne opladning, reduceres behovet for offentligt tilgængelige ladestandere i byrummet også.

Opgaven med at etablere en effektiv landsdækkende ladeinfrastruktur er en ny opgave, som er underlagt så mange usikre faktorer, at der vil være et konstant behov for ny og opdateret viden, der kan danne grundlag for investeringsbeslutninger.

Det drejer sig i høj grad om planlægning, udbud og godkendelse af etablering af ladeinfrastruktur. Men den teknologiske udvikling og bilisternes adfærd spiller også ind.

Vi mener derfor, at der er brug for et nationalt center for innovation og videndeling, hvor alle disse faktorer kan håndteres i et partnerskab mellem stat, kommuner og private aktører.

Af lovforslaget kan man faktisk også læse, at transportminister Benny Engelbrecht (S) er opmærksom på den pointe. På samme vis er etableringen af et nationalt center også anbefalet i Bilkommissionens anden delrapport.

Kommunerne står altså klar til at skubbe yderligere på for at få gang i den grønne omstilling og få endnu flere elbiler på de danske veje. Men vi har brug for de rette redskaber og muligheder, hvis det skal lade sig gøre.

Vi håber, at regeringen vil give os den mulighed i et nyt lovforslag. 

Forrige artikel Danske Medier: Unødvendig bureaukratisering af distributionsbranchen vil ramme pizza- og avisbude Danske Medier: Unødvendig bureaukratisering af distributionsbranchen vil ramme pizza- og avisbude Næste artikel Danske Havne: Planloven beskytter mod politiske hovsa-løsninger Danske Havne: Planloven beskytter mod politiske hovsa-løsninger