Kan OPP pynte på andet end statsfinanserne?

Af Ole Lykke og Jens Hoeck
Konsulent, PA Consulting Group og direktør Hoeck Management

I den offentlige debat fokuseres der alt for ensidigt på finansiering af de offentlige-private samarbejder (OPP) i form af pensionskasser og andre selskaber med kapital i ryggen. Men vi glemmer at fokusere på risikodeling og samlet økonomi, og det er ærgerligt.

Mange tror, at risikoen for det offentlige er den samme ved OPP som ved et ikke-OPP-projekt. Det er den ikke. Ved OPP overtager den private part den væsentligste risiko og sikrer kvaliteten i leverancen i hele kontraktens løbetid.

Problemet er, at vi i Danmark opererer med alt for snævre OPP-definitioner. For eksempel begrænser de danske OPP-erfaringer sig til 13 bygningsprojekter samt Kliplev-Sønderborg-motorvejen i Sydjylland, men vi bliver ganske enkelt nødt til at tænke bredere.

Det første ikke-bygge-/anlægs-OPP-projekt i Danmark, kørselsafgifter for lastbiler, lukkede regeringen desværre i januar som en del af vækstpakken. Tilsvarende projekter i Europa, eksempelvis i Tyskland, Frankrig, Polen, Tjekkiet og Østrig, er alle gennemført som OPP-projekter. Særlige betingelser har været til stede her for at vælge OPP-formen: Ny statslig opgave (ny skat og ny opkrævningsform), teknologisk kompleks, stor geografisk spredning og kompetencekrævende. Projektet indeholdt dermed betydelige risici, som blev overført til den private part i kraft af OPP-aftalen.

Rejsekort-projektet har de samme ingredienser som kørselsafgiftsprojektet (ny opkrævningsform, teknologisk kompleks osv.) og lever derfor op til betingelserne for et OPP-projekt. Havde projektet været tilrettelagt som et OPP-projekt, ville leverandøren have haft ansvaret og påtaget sig den økonomiske risiko for at lykkes til tid og pris.

OPP åbner op for helt nye muligheder
Når et OPP-samarbejde indgås, skal man først og fremmest se på, hvad der reelt giver værdi for den offentlige part og dennes kunder. Det første, den offentlige part skal gøre, er at formulere helt klare krav til de services, der skal leveres og i mindre grad til teknikken bag. Dernæst skal begge parter forud for kontraktindgåelse afdække alle væsentlige risici ved levering af de definerede services - noget som traditionelt altid først sker, når skaden er sket.

Sidst men ikke mindst skal betaling knyttes til levering af de definerede services. Leveres services ikke som aftalt, reduceres betalingen tilsvarende. Endelig afholder den private part udgifter til design, konstruktion og implementering, og betaling sker først fra levering af services - og leveres der ikke, betales der ikke. Først dér bliver finansieringen interessant, men blot som et ekstra incitament for leverandøren.

OPP-tankesættet vil derfor sagtens kunne tænkes ind fx i større offentlige it-projekter for at tvinge parterne til at tænke services/serviceværdi, at afdække/afklare risici og risikodeling og ikke mindst udarbejde en realistisk business case, hvor betalingsmodellen med den private part er gennemregnet.

Alle disse elementer er ofte genstand for kritik, når det gælder større offentlige it-projekter, og det er også baggrunden for, at Finansministeriet har etableret statens it-projektråd. Så håbet er, at statens it-projektråd vil vurdere it-projekternes egnethed som OPP-projekter ud fra de kriterier som beskrevet her.

Men OPP kan og bør også tænkes bredt ind i den almindelige offentlige opgaveløsning. Tænk på at det offentlige i dag ikke leverer busdrift, bilsyn og kun i få kommuner selv leverer ambulance- og brandberedskab. Hvad med alle de gebyrfinansierede opgaver, som staten har - kan der ikke laves et fornuftigt offentligt-privat opgavesnit på disse?

OPP handler om at få leveret ydelser til det offentlige til aftalt pris, kvalitet og tid. Det skal selvsagt være konkurrencedygtigt, men her er finansieringen kun en blandt mange parametre, måske endda den mindst vigtige.

debat@altinget.dk