K vil sætte strøm på togene

DEBAT: Elektrificering af jernbanenettet skal hjælpe Danmark med at nå CO2-krav, mener trafikordfører Henriette Kjær (K).

Af Henriette Kjær, 
trafikordfører for det Konservative Folkeparti.  

Elektrificering af jernbanenettet er blevet stadig mere interessant i lyset af de miljømæssige fordele, der kan hentes ved at anvende vedvarende energi til driften af den kollektive trafik.

Kun 31 pct. af den danske jernbanestrækning er elektrificeret, og Danmark er langt bagefter det meste af Europa, når det gælder om at hænge el-ledninger til miljørigtige tog over sporene.

Vi er pressede af både vores egne og EU's mål om at reducere udslippet af CO2, og det vil derfor være oplagt at få elektrificeret en større del af banen. Men ud over at mindske CO2 udslippet er der en række andre fordele.

Lettere at skaffe tog
Det vil derfor være ønskeligt at få undersøgt de miljømæssige, driftsmæssige og økonomiske aspekter ved at fortsætte elektrificeringen af det danske jernbanenet.

En af de andre fordele ved elektrificeringen vil være, at det bliver nemmere på sigt at anskaffe sig togmateriel, da lokomotiverne i givet fald ikke både skal kunne køre på diesel og el.

Udvalget af el-tog er større, de er mere miljørigtige og de kører hurtigere end dieseltog. Hvis vi f.eks. nogensinde skal have højhastighedstog i Danmark, kan det kun ske med el-tog. Ingen dieseltog kan nemlig køre hurtigere end 225 km/t.

Det er oplagt at starte med hovedstrækningen til Århus og Aalborg samt sporet ud til Esbjerg.

I dag skal man jo omlade de el-tog, der kommer sydfra, når de kommer til Fredericia. For fra Fredericia og videre til Århus og Aalborg er el-ledningerne aldrig blevet anlagt.

Nørreport uden dieselos
I dag er det faktisk sådan, at jernbanenettet fra Helsingør til Padborg er udstyret med kørestrøm, mens alle tog på hovedstrækningen fra København til Århus er dieseltog,

En elektrificering vil også give bedre forhold på de danske stationer. Tænk på Nørreport Station uden dieselos. Både Nørreport og Københavns Hovedbanegård ligger på den elektrificerede del af jernbanenettet, men der kører mange diesellokomotiver fra København - f.eks. alle IC3-togene til Fyn og Jylland

Rent miljømæssigt er der også gevinster at hente på at elektrificere jernbanen, og miljøfaktoren er én af de vægtigste grunde til, at Danmark igen bør satse på en elektrificering.

Nødvendigt at elektrificere
Eneste ulempe er, at anlægsfasen er dyr. Det vil koste et par milliarder at sætte el-ledningerne op der, hvor de mangler.

Men det kunne være rart med et overblik over de gevinster, det vil give, og hvor det ville være mest optimalt at starte udbygningen. For der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden får brug for en elektrificering af banen.

Præcis som vi inden for andre dele af transportsektoren vil nedbringe andelen af fossile brændstoffer, skal der naturligvis også ske en udvikling af andelen af vedvarende energi på baneområdet.

Forrige artikel DN: Lyt til OECD på transportområdet Næste artikel Tog i Japan og Danmark