K: Kollektiv trafik som aktivt bosætningsværktøj

TRANSPORTDEBATTEN: Staten bør bakke op om en kollektiv trafik, der fungerer som aktivt bosætningsværktøj i de mindre byer, skriver Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen (K).

Af Søren Pape Poulsen (K)
Borgmester, Viborg Kommune 

Hænger sådan en overskrift overhovedet sammen set med midtjyske briller? Ja - i den grad hvis vi tør tænke nyt og ikke lade os trykke af vanetænkning.

Der løber jernbane gennem mange kommuner, og lige nu er fokus på opgradering af disse og på den helt store plan med timedrift mellem de største byer.

Det er fint for mig alt sammen. Jeg tænker så mere på, hvordan vi aktivt kan udnytte al den tid, der ikke kører disse hurtigtog på banen.

I en tid, hvor der tales meget om affolkning af de små og mindre byer, og hvor det er svært at få busserne til at dække tilfredsstillende og effektivt, skulle vi måske se på vores baner rundtom i landet.

Med små tog og genåbning af trinbræt i mange små landsbyer vil det pludselig blive attraktivt at bosætte sig i de lokalsamfund og ikke være afhængig af to biler.

Mange lokalsamfund har et aktivt og velfungerende foreningsliv og opfattes som trygge og gode steder for bl.a. børnefamilier.

Hvis unge kunne have let adgang til uddannelsesinstitutionerne via effektiv kollektiv trafik, og arbejdsstyrken havde adgang til det samme, kunne vi begynde at vende den udvikling.

Ældre ville måske kunne blive boende, og vi ville få endnu flere levende landsbyer.

Staten skal bakke op
Nu vil nogen sikkert per automatik sige, at det kan ikke lade sig gøre. Men det kan det.

Der kan naturligvis laves køreplaner, så hurtigtogene og disse "lokalbaner" ikke er i vejen for hinanden. Så lad os se mulighederne. Lad os bruge den kollektive trafik som aktivt bosætningsværktøj.

Det kræver bare, at staten er med og bakker op. Og hvorfor skulle den ikke det. Vi kan ikke alle sammen bo i de største byer - og det skal vi heller ikke.

I Viborg Kommune, som er Danmarks næststørste geografiske kommune, vil en sådan indsats betyde meget for bosætningen.

Det vil spille godt op ad den satsning, vi har lavet på billig kollektiv trafik i Viborg by, og dermed flytter vi samlet set flere fra bilerne over til den kollektive trafik.

I Midtjylland vil vi have vores biler, men det kunne være helt rart, at det var nok med en enkelt af slagsen per husstand.

Så vil klima, liv i landsbyerne og fremdrift kunne følges ad - hånd i hånd.

Forrige artikel S: Trafikale udfordringer for cyklister på Bornholm S: Trafikale udfordringer for cyklister på Bornholm Næste artikel LA: Infrastruktur er vejen til kommunal vækst LA: Infrastruktur er vejen til kommunal vækst