Jacob Buksti: Søfart er også transport

Af Jacob Buksti (S)
Tidligere trafikminister

Lige inden regeringsskiftet i 2001 var det lykkedes mig at få overbevist statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om, at hvis den socialdemokratisk ledede regering kunne fortsætte efter valget, skulle Trafikministeriet omorganiseres og skifte navn til Transportministeriet.

Trafik var jo defensivt og forbundet med evige problemer – trafikpropper og trængsel, luftforurening, trafikuheld osv. Transport derimod er offensivt og noget ethvert samfund ikke kan eksistere uden – mobilitet er selve livsnerven i et moderne samfund.

Regeringsskiftet udskød imidlertid denne ændring. Men efter folketingsvalget i 2005 ændrede VK-regeringen endelig navnet til Transportministeriet, hvilket naturligvis var positivt og et udtryk for en stærkere prioritering af transporten i den moderne samfundsudvikling. 

Søfart er også transport
Desværre ændrede man kun navnet, og man fik således ikke et samlet, stærkt transportministerium, men kun et ¾-ministerium. Transportministeriet omfatter således kun vejtransport, jernbanetransport, luftfart og al infrastruktur, men ikke søtransport. Af historiske årsager har søfarten således altid hørt til det, der i dag er Erhvervsministeriet, og ikke til Trafikministeriet, der jo har sin rod i Ministeriet for Offentlige Arbejder.

Men i et moderne samfund, hvor der er behov for en sammenhængende transportpolitik, vil det være naturligt, at søfarten også hører under Transportministeriet – hvilket i øvrigt også vil betyde, at der kun behøver at deltage én dansk minister i ministerrådsmøderne i EU, og ikke som i dag to!

Derfor må hele transporten samles i Transportministeriet, så søfarten – Søfartsstyrelsen - kommer med. Det betyder også, at de relevante områder fra det, der tidligere var Farvandsdirektoratet, også kommer med. Det var vores intention i 2001 – og det burde det fortsat være.

Prioriter både biler og kollektiv trafik  
En sammenhængende transportpolitik må ikke blot omfatte alle former for transport, men også tænkes og planlægges i en sammenhæng – og ikke således, at den ene form for transport ses i modsætning til en anden. Det er således ikke særlig frugtbart, at for eksempel den kollektive transport ofte ses i modsætning til den individuelle. Det gælder en prioritering af begge former – hvor de forskellige former kan have forskellig vægt i forskellige dele af landet.

Bilen er altså opfundet, og i nogle dele af landet er det utænkeligt, at man kan klare sig uden – ja, ofte er to biler nærmest en nødvendighed. På den anden side er det åbenlyst, at trængselsproblemerne i andre dele af landet – især i hovedstadsområdet – er den afgørende udfordring. Bilen er derfor en del af løsningen, men også en del af problemet. Derfor er det afgørende, at den kollektive trafik – busser og tog – er effektiv og af høj kvalitet. Det kræver politiske beslutninger. Togfonden er her vigtig, og det afgørende er derfor, at de økonomiske midler sikres - også i tider med faldende oliepriser.

Trængselsproblemerne i hovedstadsområdet er et stigende og akut problem. Der er simpelthen ikke plads til bilerne – ikke kun pendlernes, men også det kraftigt stigende antal københavneres.

Cykler er her et vigtigt alternativ, der derfor i denne sammenhæng må prioriteres højt. Påvirkning af de økonomiske incitamenter gennem f.eks. roadpricing og takster er ligeledes afgørende elementer i en sammenhængende transportpolitik – også til sikring af en ligebehandling af de forskellige dele af landet, herunder for eksempel også betjeningen af Bornholm.

Endelig er det afgørende, at en sammenhængende transportpolitik medvirker til at nedbringe CO2-udledningen fra transportsektoren.

debat@altinget.dk