Hvor er Krarups opfordring til Venstre?

REPLIK: Venstre har ikke ønsket at være med i Togfonden. Man kan derfor undre sig over, at Venstres Lars Krarup på Altinget.dk kommer med en opfordring til indholdet i planen. Han burde i stedet opfordre Venstre til at være med, skriver Ramus Prehn (S).

Af Rasmus Prehn
Transportordfører for Socialdemokraterne

Regeringen har fremlagt en meget ambitiøs togplan, som vi for øjeblikket forhandler udmøntningen af med Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Vi har sammen valgt at beskatte udenlandske olieselskaber på linje med eksempelvis danske Mærsk til gavn for danske togpassagerer og arbejdspladser.

Venstre har til gengæld himlet op og ikke ønsket at være med. Derfor kan det jo også undre, når man kan læse, at Venstres Lars Krarup her på Altinget.dk (25. november) kommer med en opfordring til regeringen om indholdet i togplanen. Burde Krarup ikke snarere komme med en opfordring til sine egne i Venstre om at være med?

Venstre vil ikke være med
Når det handler om de midt- og vestjyske togpassagerer, som Krarup så spørger til, så er det jo netop en af hensigterne med togplanen at forbedre transporten i hele landet.

I modsætning til Venstre, som ikke ønsker at elektrificere skinnerne mellem Vejle og Struer, så er det med i regeringens udspil. Sammen med den nye Vejlefjordbro, så giver det muligheden for både flere og hurtigere tog i det midt- og vestjyske. Men det vil Venstre ikke være med til. Ligesom også en bane til Billund og andre regionalbaneopgraderinger er i spil i togfondsforhandlingerne.

Når det handler om banen Silkeborg-Galten-Aarhus, så er det jo også noget, som vi for øjeblikket undersøger i den grønne forligskreds. Trafikstyrelsen har allerede gennemført en forundersøgelse af strækningen, og rapporten er en del af de strategiske analyser, som vi snart skal til at se nærmere på.

Vi er derfor helt med på at sikre hurtigere og mere moderne togbetjening i Midt- og Vestjylland - og vi har sådan set allerede fundet finansiering til en række konkrete tiltag. Det samme kan dog ikke siges om Venstre. Jeg vil derfor være glad for, hvis Lars Krarup kan lokke et svar ud af sit eget parti om Venstres konkrete planer og selvfølgelig også den nødvendige finansiering. Det er vi nemlig mange, som har efterlyst og ikke fået svar på.

Forrige artikel Sikker Trafik: Spritbilismens flaskehals Sikker Trafik: Spritbilismens flaskehals Næste artikel Sådan sikres nordiske interesser i EU Sådan sikres nordiske interesser i EU