Havnedirektør: Skibe og tog kan mindske trængselsproblemer

DEBAT: Trængselsproblemer er et stort problem for både økonomien og klimaet. Derfor skal skibe og toge i højere grad tænkes ind i infrastrukturen, skriver administrerende havnedirektør Nils Skeby.

Af Nils Skeby
Administrerende direktør, Associated Danish Ports

Danmark har et trængselsproblem, som koster os dyrt både i klimaregnskabet og samfundsøkonomisk. Der er intet 'quickfix' på problemet; det batter ikke med et ekstra spor på motorvejen. I stedet er der behov for langsigtede, helhedsorienterede løsninger, hvor vi får de øvrige transportformer bragt mere i spil.

Det betyder, at skibe og toge i langt højere grad skal tænkes ind i dansk infrastruktur, så den tunge trafik kan komme væk fra vejene.  

Infrastruktur skal på dagsordenen i valgkampen
Snart skal vi igen til stemmeurnerne og sammensætte et nyt Folketing. Trængselsproblemerne og fremtidens infrastruktur bør derfor stå højt på politikernes dagsorden i valgkampen.

Trængselsproblemet handler nemlig ikke kun om at nedbringe den tid, du og jeg skal kede os i kø på motorvejen. Nej, det handler først og fremmest om klima og økonomi.

Klima, fordi det er langt grønnere at transportere gods med skib eller tog frem for lastbil. Og økonomi, fordi trængslen koster os enorme summer i spildtid – 20 milliarder kroner årligt, ifølge beregninger fra Dansk Industri. Derfor er der behov for, at vi kommer til at diskutere rigtig meget infrastruktur i valgkampen. For problemerne bliver kun større.

Da regeringens ekspertgruppe, Mobilitet for Fremtiden, fremlagde sine konklusioner sidste år, var det med beskeden om, at den tid, vi sidder i trængsel, vil stige med 66 procent i 2030. Det kalder på politisk handling og prioritering.

Løsningen på trængslen
Vi kan kun løse Danmarks trængselsproblemer, hvis vi udnytter vores eksisterende infrastruktur smartere og sammentænker transportformerne i langt højere grad.

For mens transporten på de danske veje er trængt, så har vi blå motorveje til skibe, som langtfra har nået deres maksimale kapacitet.

Danmarks infrastruktur har brug for langsigtede, velovervejede investeringer.

Fra grå til blå veje
Derfor kan jeg kun støtte branchedirektør i Dansk Industri, Michael Svanes, forslag i Altinget 16. januar 2019 om, at der udarbejdes en masterplan for Danmarks infrastruktur frem mod 2030.

Men det skal ikke alene være en masterplan for de grå veje – det skal være en masterplan, der sætter fokus på multimodalitet – og som indtænker de blå veje på lige fod med de grå.

For at give input til masterplanen vil jeg opfordre den kommende regering til at nedsætte et udvalg, som kommer med anbefalinger til løsninger, som kan indgå i masterplanen. På den måde sikrer vi, at masterplanen står på sikker grund, så der bliver taget hånd om udfordringerne, og skattekronerne bliver investeret bedst muligt.

Uanset valgets udfald er det en bunden opgave for den kommende regering at tage hånd om Danmarks trængselsproblemer.

God valgkamp.

Forrige artikel Socialdemokrat: Regeringen vil skabe et centraliseringsmareridt Socialdemokrat: Regeringen vil skabe et centraliseringsmareridt Næste artikel DI Transport: Investér i infrastruktur, så vi kan blive grønne DI Transport: Investér i infrastruktur, så vi kan blive grønne