FDM: Bil-afgiftsreform skal forbedres

DEBAT: Regeringens afgiftsreform er alt for uambitiøs, mener FDM. Det skal være billigere at købe nye sikre biler, men dyrere at bruge bilerne.

Thomas Møller Thomsen, 
Direktør, FDM 

Efter manges års stilstand er der nu taget fat på en omlægning af registreringsafgiften.

Desværre har man valgt kun at lappe på den eksisterende ordning i stedet for at lave en egentlig reform. Regeringens intention og fokus på at fremme miljøet og sikkerheden har ellers været gode.

Men ved at vælge en lappeløsning i stedet for en egentlig reform bliver resultatet også derefter. Regeringens lovforslag til omlægning af registreringsafgiften er derfor kun et lille skridt i retningen af mere miljøvenlige og sikre biler.

Stadig hindring for miljøvenlige biler
Et af de største problemer er, at regeringen - på trods af de gode intentioner - har bibeholdt den største hindring til mere miljøvenlige og sikre biler:

Registreringsafgiften. Danskerne skal stadig betale tre gange for deres bil, og dermed vil de høje bilpriser fortsat være den største hindring for, at den høje gennemsnitsalder på den danske bilpark vil falde væsentligt.

I dag er der indregistreret 800.000 personbiler, som er over 10 år gamle. Det er ærgerligt, at de danske bilkøbere dermed stadig er nødsaget til primært at fokusere på bilens pris frem for bilens sikkerhedsudstyr.

Det hænger ikke sammen med målet om at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.

Omlægningen er så lille, at det ikke vil få danskerne til at skifte deres gamle bil ud med en ny, sikker og miljøvenlig udgave, ligesom børnefamilierne stadig ikke vil have råd til at investere i en moderne bil.

Mellemstore familiebiler stadig for dyre
Det skyldes, at lovforslaget primært gavner de små biler, mens mellemstore familiebiler stadig vil være for dyre for en almindelig børnefamilie.

Det betyder også, at langt størstedelen af de danske børnefamilier fortsat må være indstillet på at betale en mindre formue for deres bil, hvis de ønsker en ny, sikker og miljøvenlig familiebil.

Konsekvensen er, at danskerne stadig vil være nødsaget til at vælge en ældre, brugt bil uden det rigtige sikkerhedsudstyr.

Den høje registreringsafgift gør, at bilkøberne fortsat først og fremmest vælger bil ud fra pris i stedet for sikkerhedsudstyr.

FDM håber, at afgiftsomlægningen bliver begyndelsen til en mere omfattende reform.

Hele afgiftssystemet skal have en omgang
Set med FDM's øjne er der behov for at nytænke hele afgiftssystemet. For eksempel kunne man fordel omlægge afgifterne således, at det bliver billigere at købe bilen, men lidt dyrere at bruge den.

FDM håber derfor, at der vil være politisk vilje til inden for en kort årrække at gennemføre en egentlig reform, hvor det samlede afgiftstryk for bilisterne på langt over 50 mia. kr. årligt mindskes. Det vil få positiv effekt på både miljøet, sikkerheden og mobiliteten i samfundet.

 

Forrige artikel Letbaner med i den kollektive trafiktaburet Næste artikel Trængsel på vejene kan løses simpelt