DTL: Nej tak til nye betalingsmotorveje

DEBAT: Brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik mener ikke, at det skal koste penge at benytte motorveje i Danmark.

Af Erik Østergaard, 
adm. direktør, Dansk Transport og Logistik (DTL). 

Det skal ikke koste penge at benytte en motorvej i Danmark, sådan som nogle politikere og Dansk Industri netop har foreslået.

Vejene er til for at skabe et effektivt og godt samfund til gavn for danskerne - de skal ikke gøres til genstand for en indtægt hos andre på bekostning af bl.a. transporterhvervet.

Det er rigtigt, at der ligger massive investeringer forude til infrastruktur, og at det kræver nogle betydelige milliardbeløb.

Men akkurat som staten hvert år bruger store milliardbeløb på at drive sygehuse og plejehjem med videre. for at vi kan have et velfungerende samfund, så er borgeres og varers fremkommelighed også af vital samfundsinteresse.

Det er faktisk grundlaget for vores økonomi og velstand og dermed for, at der er penge til velfærden, sundheden og de sociale goder.

Penge i at bekæmpe kø
Der er penge i, at folk kan komme på arbejde, og at varerne kan komme frem:

Jeg er ikke i tvivl om, at de offentligt finansierede investeringer i infrastruktur vil være så god en forretning, at statskassen ikke vil lide skade. Tværtimod koster det mange milliarder hvert eneste år, at lastbiler og personbiler ikke kan komme frem, og det bliver kun værre med de voldsomme stigninger i trafikken, der ligger forude.

Staten må og skal påtage sig sit ansvar ved at sørge for en effektiv infrastruktur.

Debatten om roadpricing og andre vejafgifter må stoppe, og at politikerne nu må til at se på god infrastruktur som en nødvendighed og en konkurrencefordel - og ikke en byrde.

Lad jer ikke besnakke af sælgerne af roadpriceing
Erfaringer fra andre lande viser, at det er en dyr og uhensigtsmæssig måde at hente skatteindtægter på at indføre bompenge, roadpricing og motorvejsbetaling.

Meget af det går op i administration - i Tyskland er det 20 pct. og i London er det ca. halvdelen.

Er det det, vi vil i Danmark? Jeg må stærkt advare imod, at politikerne lader sig besnære af sælgerne fra Toll Collect, der står for - og lever af - det tyske vejskattesystem.

Og lastbilerne skal jo køre alligevel, for godset skal frem. Derfor er det bedre at tænke i udvidelser og fremkommelighed - og også tænke i bedre forhold for baneoperatørerne, for der kan også transporteres mere gods på bane, hvis operatørernes rammebetingelser forbedres.

Forrige artikel Bilhandlere: Drop lappelovene Næste artikel Hvor er den danske model?