DN: En ny Limfjordsforbindelse er en farlig cocktail for den grønne omstilling

En ny forbindelse over Limfjorden er både markant dyrere og udleder markant mere CO2, end man oprindeligt have regnet med – og så løser den ikke en gang trængselsproblemerne. Derfor bør den tredje Limfjordsforbindelse gentænkes, så dyrelivet og besøgene på Egholm stadig nyde naturen, skriver Maria Reumert Gjerding.

I dag skal Folketinget tage stilling til anlægsloven, der skal gennemtrumfe en ny, tredje Limfjordsforbindelse. 20 kilometer ny motorvej tværs over øen Egholm, der ligger klos op ad Aalborg, skal løse trængselsproblemerne i Limfjordstunnelen.

Projektet har vist sig at blive markant dyrere og udlede markant mere CO2, end man oprindelig havde regnet med.

Den forventede pris er øget fra syv til ni milliarder kroner, CO2-udledningerne fra anlægsarbejdet vil ramme 480.000 ton – næsten en fordobling i forhold til den tidligere vurdering.

Talrige eksperter har peget på, at projektet vil være en meget ringe løsning på trængselsproblemerne, og at det derfor stort set ikke giver mening rent samfundsøkonomisk.

Det ville være langt bedre og billigere at udvide den eksisterende Limfjordstunnel med et ekstra rør. Men de argumenter er tilsyneladende hidtil prellet af på skiftende regeringer.

{{toplink}}

Dårlig for både mennesker og natur

Jeg vil appellere til, at politikerne i deres overvejelser af dette projekt ikke bare ser på kritikken af de samfundsøkonomiske aspekter, og på at projektet ikke løser de trængselsproblemer, som det er sat i verden for.

En ny 4-sporet motorvej tværs gennem beskyttet natur og vådområder vil også være skidt for naturen og for de mennesker, der nyder at komme der.

Øen Egholm fungerer i dag som en fredelig oase i den østlige del af Limfjorden, hvor omtrent 100.000 besøgende om året for en stund kan trække sig ud af storbyens trængsel og trafik og nyde stilheden, selvom man praktisk talt stadig er i byen.

Og selvom man med sikkerhed ved, at projektet i hvert fald vil ødelægge det for de 100.000 besøgende, så vil det også påvirke natur og levesteder for dyr, såsom de beskyttede arter odder, strandtudse og flagermus der lever i området.

Mange dyr og insekter er i forvejen stærkt pressede eller direkte truede i Danmark, fordi der er så lidt natur - og ikke mindst sammenhængende naturområder - tilbage.

Mere asfalt og yderligere fragmentering af naturen gør livsbetingelserne endnu sværere.

{{toplink}}

En cocktail af skadelige effekter

Det er ikke bare natur og klima, som Egholmmotorvejen vil være skidt nyt for.

I forbindelse med anlæggelsen af motorvejen er der risiko for forurening af både grundvand og drikkevand, som risikerer at ramme aalborgensernes drikkevandsforsyning.

Derudover risikerer motorvejen at have alvorlige miljøkonsekvenser for Limfjordens naturlige dynamik og økologiske balance.

Konkret drejer det sig om risiko for reduceret vandgennemstrømning samt spredning af sediment - eller materiale - fra byggeriet, som vil skabe et dække af slam over store dele af den omkringliggende havbund.

Limfjorden er i forvejen hårdt presset, så det vil være rigtig skidt.

Alt i alt er projektet en cocktail af alle de ting, som vi ikke burde gøre, hvis vi vil have et grønnere samfund.

Så kære politikere: Udnyt muligheden for at bevare en grøn rekreativ ø med kæmpe værdi for aalborgenserne, og benyt lejligheden til at gentænke den tredje Limfjordsforbindelse.

{{toplink}}

Forrige artikel DI og Dansk Luftfart: Der er et overset klimaperspektiv i forslaget om nulmoms for flyselskaber DI og Dansk Luftfart: Der er et overset klimaperspektiv i forslaget om nulmoms for flyselskaber Næste artikel Danske Regioner: Busserne bør få hovedrollen i fremtidens kollektive transport Danske Regioner: Busserne bør få hovedrollen i fremtidens kollektive transport