DF: Togfonden er årets mest positive resultat

TRANSPORTDEBATTEN: Årets positive resultat er Togfonden, mens DSB's mange skandaler kan skrives på negativsiden for dette folketingsår, skriver Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.

Af Kim Christiansen
Transport- og færdselsordfører for Dansk Folkeparti

Når man ser tilbage på folketingsåret, der er gået, er det ikke til at komme uden om, at den største begivenhed på det transportpolitiske område uden tvivl er indgåelsen af den historiske aftale om Togfonden, som med massive investeringer i den danske jernbane vil betyde et kæmpe løft af den kollektive trafik i hele landet.

28,5 mia. kr. investeres der i bl.a. en gennemgribende elektrificering af jernbanenettet, timemodel mellem de store byer, opgraderinger af en lang række regionalbaner, en helt ny jernbane til Billund og mange andre glimrende initiativer.

Det er ikke hver dag, at vi forhandler så stor og kompleks en aftale på plads i forligskredsen og for mig personligt var det et utroligt spændende - og krævende - forløb at være en del af.

Det siger sig selv, at jeg er meget glad for resultatet og er yderst tilfreds med de mange fingeraftryk, DF fik sat på aftalen.

Dansk Folkeparti har tidligere haft afgørende indflydelse med hensyn til at sikre, at der bliver anlagt en ny jernbaneforbindelse til Aalborg Lufthavn.

Det har været en prioritet for os at sikre, at de to største provinslufthavne bliver banebetjent, og det vil uden tvivl være et vigtigt bidrag til at understøtte den regionale erhvervsudvikling.

Nu mangler vi så, at vejforbindelsen til Aarhus Lufthavn bliver forbedret, og det vil jeg arbejde for i tiden, der kommer.

Det negative
På negativsiden kan man heller ikke skjule, at det var endnu et år med dårlige og frustrerende historier om DSB.

Jeg skylder selvfølgelig her først at slå fast, at det er meget positivt, at det ser ud til, at DSB's nye ledelse med den nye direktør, Jesper Lok, i spidsen er ved at have fået styr på DSB's økonomi og i det hele taget er i gang med at rydde op i de mange dårlige sager, der har plaget DSB gennem årene.

Det er så afgjort en glædelig udvikling.

Men alligevel har der været for mange dårlige historier. Problemerne med de skandaleramte IC4-tog vil tilsyneladende ingen ende tage, og efterhånden må man spørge sig selv, om togene nogensinde kommer til at spille nogen egentlig rolle i den danske jernbanetrafik.

Senest har vi oplevet en ganske alvorlig sag, hvor DSB tilsyneladende i flere år har været klar over, at revner i IC4-togenes understel skyldtes metaltræthed, uden at denne oplysning nåede frem til transportministeren og trafikordførerne.

Det er ganske kritisabelt, og jeg har da også krævet en redegørelse omkring hele forløbet.

Forrige artikel Cabotagedebatten er både saglig og nødvendig Cabotagedebatten er både saglig og nødvendig Næste artikel S: Stærkt år for trafikpolitikken S: Stærkt år for trafikpolitikken