Elbil-alliance om stop for fossilbiler: Juster hellere på registreringsafgiften

DEBAT: Et forbud mod fossilbiler er et godt signal. Men en ny registreringsafgift baseret på CO2-udledning vil være endnu klogere. Det mener branchechef i Dansk Elbil Alliance, Lærke Flader.

Af Lærke Flader
Branchechef i Dansk Elbil Alliance

Et forbud mod benzin- og dieselbiler om 15 år vil være et vigtigt signal. Men hvis de danske politikere ønsker danske arbejdspladser ved at påvirke bilindustrien, så er der et mere oplagt håndtag at skrue på: Registreringsafgiften skal baseres på bilernes CO2-udledning i stedet for bilernes værdi, og der skal tænkes mere bredt i nye mobilitetsløsninger.

Diskussionerne om et forbud mod salg af benzin- og dieselbiler har selvfølgelig betydning for bilindustrien. Det tager år at udvikle nye bilmodeller, og nye modeller skal gerne kunne sælges flere år efter introduktionen.

Derfor har forventningerne til bilmarkedet om 10 og 15 år konsekvenser for, hvordan bilindustrien investerer i udvikling af biler allerede i dag. Og derfor er det også et vigtigt signal, hvis danske politikere vedtager udfasning af fossile biler i 2025 eller 2030.

Kig mod Norge
I Danmark har vi dog et mere oplagt håndtag til at skrue ned for salget af fossile biler, hvis der er et politisk ønske om det: Registreringsafgiften. Det har man gjort i Norge, hvor én ud af tre nye biler er elektriske, fordi den norske registreringsafgift er baseret på bilernes CO2-udledning og vægt fremfor bilernes værdi. Vel at mærke uden at der opstår store huller i den norske statskasse, der faktisk får næsten lige så mange penge ind fra registreringsafgift som i Danmark.

Den norske løsning giver nye teknologier store fordele, herunder også grønne teknologier og selvkørende biler. Den løsning bør vi lade os inspirere af i Danmark.

En samlet strategi
Bilindustrien står overfor tre store omvæltninger, der sker samtidig og er tæt knyttet sammen; selvkørende biler, elbiler og delebiler. Det betyder, at der er mange åbninger for nye underleverandører til bilindustrien og for virksomheder, der bygger nye forretninger baseret på de nye biler – også for danske virksomheder. Eksempelvis opladning af selvkørende elbiler. 

Arbejdspladserne ligger hos virksomheder, der forstår at kombinere alle de nye teknologier, og derfor bør politikerne lave en samlet strategi for, hvordan Danmark bliver førende på alle tre teknologier samtidig; elbiler, delebiler og selvkørende biler. Centralt i den strategi er en ny registreringsafgift baseret på CO2-udledning. Men man må også se på parkeringsregler for delebiler, lovgivningen for selvkørende biler og meget mere.

Vi har et godt udgangspunkt i Danmark. Vi er verdensførende på grøn strøm, og vi har en registreringsafgift, der kunne bruges til at fremme nye teknologier. Men udviklingen går hurtigt, og lige nu bremser registreringsafgiften de nye teknologier, så vi skal ikke vente længe, før alle andre lande er langt foran, og det bliver dem, der får glæde af de nye arbejdspladser. 

Forrige artikel EL: De fossile biler er fortid EL: De fossile biler er fortid Næste artikel Debat: Letbanen vil udvikle byen Debat: Letbanen vil udvikle byen