Bondam: Opgør med skadelig bilkultur

DEBAT: Hverken kloden, Danmark eller København har råd til at lade den individualistiske bilkultur fortsætte. Løsningen er at gøre det nemmere at kombinere offentlige transporttilbud med henholdsvis bilen og cyklen, skriver Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Af Klaus Bondam
Direktør Cyklistforbundet

I debatten her på Altinget så vi, at Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen er af den overbevisning, at kampen mod trængslen hovedsageligt skal vindes ved at udvide Danmarks vejnet.

Og han kritiserer endda, at man har valgt at prioritere offentlig transport og cyklisme på visse strækninger ved at begrænse pladsen tildelt biler – på trods af at bilister i København udgør den mindste del af pendlergruppen.

Dette er vi naturligvis dybt uenige i, og det er udtryk for en direkte fejlslagen forståelse af, hvordan mobilitet formes i og omkring storbyer. For som Susanne Krawack, tidligere medlem af Trængselskommissionen, påpegede her på Altinget, så viser al erfaring, at ”hvis man udvider vejkapaciteten, vil der komme flere biler”.

Men kritik skal også være konstruktiv, og Kristian Pihl Lorentzen har i sit indlæg på Altinget også lidt ikke-forurenende mel i posen. Trafikordføreren påpeger, at vi har brug for et meget bedre integreret offentligt transportnetværk i Danmark, og her kan både FDM, DI og regeringen for en sjælden gang danne samlet front sammen med Cyklistforbundet.

Løsningen er at styrke intermobiliteten ved at gøre det nemt at kombinere forskellige offentlige transporttilbud med henholdsvis bilen og cyklen. Den største hurdle for dette er, at vi i Danmark har en utroligt stor mængde af aktører inden for den offentlige transport, som ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til at koordinere deres indsatser.

Cyklen som del af løsningen
Cyklen er et helt naturligt skridt og en naturlig løsning på at få folk de sidste kilometer fra station og busstop til arbejde og hjem. For at modvirke Københavns trængselsproblemer er det derfor uundværligt at styrke og udbygge cykelinfrastrukturen, samtidigt med at man bedre integrerer cyklen som en helt naturlig del af rejsen for dem, som vælger den offentlige transport. For eksempel bliver man nødt til at tænke tilstrækkelige cykelparkeringspladser ind på alle stationer. Anlægsarbejdet for cykelinfrastruktur koster en brøkdel af tilsvarende infrastruktur til biler, løsningerne behøver derfor ikke at være dyre.

Det er en myte, at bilen og varevognen er uundværlig for de fleste i storbyerne. Ifølge eksperter kan op til 50 procent af al varetransport i byer med fordel foretages på ladcykel. Dette burde være åbenlyst for regeringen, eftersom de var med i oktober 2015 da samtlige transportministre i EU underskrev ”Declaration on Cycling as a Climate Friendly Transport Mode”, hvori man sort på hvidt erkender cyklens enorme potentiale for at styrke EU's økonomi og samtidigt formindske byers problemer med trængsel og forurening.

Men vi skal heller ikke male fanden på væggen. I Svendborg for blot et par uger siden inviterede transport- og bygningsministeren til udarbejdelsen af en 20-års plan for dansk cyklisme. Ministeren er altså langt fra ligegyldig over for de danske cyklister, måske Kristian Pihl Lorentzen skulle tjekke med sin minister, før han udtaler sig så kategorisk om glæden ved ubegrænset bilisme.

Intermobilitet og bilens fremtid i København
Hverken kloden, EU, Danmark eller København har råd til at lade den individualistiske bilkultur fortsætte i dens nuværende retning. I stedet bør delebilen i langt højere grad vinde frem, og Arrivas DriveNow integreret med rejsekortet er et genialt koncept, som giver tusindvis af københavnere adgang til bilens glæder, uden at have mere end 400 biler på gaden.

Der er enormt mange muligheder for at integrere rejsekortet med alternative transportformer, og det er for eksempel meget få danskere, der er klar over, at man kan bruge rejsekortet til de københavnske bycykler. Vi bliver nødt til at tænke kreativt og ikke, som Venstres transportordfører, gentage det 20’ende århundredes fejlagtige tankegang.

Selvfølgelig er bilen kommet for at blive, men med et ordentligt integreret offentligt transportnetværk, bedre muligheder for at kombinere tog og bus med bil og cykel samt flere deleordninger (meget gerne med elbiler) har vi næppe behov for 2,4 millioner biler i Danmark.

Landets regering og regioner er nødt til aktivt at påtvinge et bedre samarbejde imellem offentlige transportselskaber. Danmark har ikke råd til andet, og bilen er – trængsel eller ej – isoleret set ikke en fremtidsholdbar løsning.

Forrige artikel FDM: Trængsel forværres af forkerte løsninger FDM: Trængsel forværres af forkerte løsninger Næste artikel Lektor: Her er trængslens hoved og hale Lektor: Her er trængslens hoved og hale