3F: Jubel i DI overdøver solide planer for infrastruktur

TRANSPORTDEBATTEN: Transport er for billig, for produktiv og fungerer for godt til at være holdbart i længden. Der mangler gigantiske beløb på bundlinjen, skriver Jan Villadsen, formand for 3F's Transportgruppe.

Af Jan Villadsen
Formand for 3F's Transportgruppe

Jeg kan nærmest smage glæden hos DI og DI Transport, når jeg ser udmeldingen på di.dk om de tre seneste landvindinger for infrastruktur og produktivitet i regeringens vækstplan:

- Tungere vogntog på vejene ... 56 tons i stedet for 54.

- Modulvogntog frem til 2030.

- Planer for udvidet vejnet indrettet til modulvogntog.

Tillykke til DI, der klogt glæder sig over hver enkelt forbedring frem for at skælde ud over det, DI endnu ikke har fået hjem.

Og alle, også jeg, forstår, hvorfor bedre infrastruktur begejstrer. For eksempel når der kan være 2000 liter ekstra mælk i tanken på lastbilerne.

Bedre infrastruktur forbedrer produktiviteten.

Kun fokus på bundlinjen
Men nogen gange skal man stoppe midt i jublen. For hvad er produktivitet og infrastruktur?

Er det kun gavnligt og nyttigt, når asfalt, stål og beton for skattekroner kan mærkes på bundlinjen hos aktionererne?

Det er tid for en grundig debat, der tager infrastruktur og produktivitet til behandling fra andre vinkler end bundlinjernes tal.

Med analyser, der ser tingene fra lønmodtagernes og vores børnebørns synsvinkel. Og med fokus på hele samfundets økonomi - også den grønne. Før der lægges planer om nye broforbindelser, motorveje, lufthavne og bredere vejnet.

For vist er det dejligt, når der er tilbud på koteletter i Føtex, fordi god infrastruktur giver transportvirksomheder bedre produktivitet.

Men den skjulte ekstra regning er gigantisk, når danske grise slagtes eller udskæres i Tyskland, hvor slagterier bruger rumænske arbejdere til dumpingpris.

Transporten er for billig
Det sker, fordi transport allerede er for billig, for produktiv og fungerer for godt til at være holdbart i længden.

Der mangler nemlig store beløb på bundlinjen. Virksomheder, bønder og slagterier betaler diesel, løn og brug af lastbiler, når varer køres rundt.

Men prisen omfatter ikke forurening, slid på vejene, ekstra trængsel, flere uheld og tab af danske arbejdspladser.

Faktisk er der kun én direkte regning for moderne og ny infratruktur: Regningen ved brobizz-anlægget på Storebælt. Resten betaler samfundet. Nu eller i fremtiden.

3F's Transportgruppe har bedt COWI regne på hvor meget.

COWI har set på, hvad det koster, når slagtesvin bliver kørt til slagtning i Tyskland og retur til danske butikker. Udgiften er opgjort per tonkilometer.

Her betaler bønder og slagterier i alt 5,3 kroner for diesel, løn, slid på lastbil, tidsforbrug og tysk vejafgift.

Men COWI har regnet ud, at der mangler 3,5 kroner oveni. Knap 40 procent af den samlede regning. Penge, der burde betales for slid på veje, ekstra trængsel, ulykker og forurening og udslip af CO2.

Vi kommer alle til at betale
Der kan laves identiske regnestykker for andre varer.

For forurening og slid betales af os alle. Og så fremmer billig transport social dumping, når varer sendes rundt i verden og produceres til lavest mulige timeløn.

Den pris betales af fyrede slagteriarbejdere og andre ansatte, der må se job og livsgrundlag køre bort på lastbil.

Der er mange skjulte regninger for transport. Hvorfor og hvordan, det kan gå til, mangler i debatten.

Debatten skal i gang. For vores egen skyld. For en reel pris på transport kan få virksomhederne til at tænke sig om, før de sender varer hovedløst rundt i verden og retur.

En af løsningerne kan være intelligent kilometerbetaling, der flytter skjulte regninger ved lastbiltransport fra samfundet over på virksomheder og kunder.

Det er både socialt, liberalt og socialliberalt. Den og andre løsninger bør diskuteres bredt og findes politisk.

I Danmark, i EU og i resten af Verden.

Forrige artikel Professor: Undervurder ikke betydningen af SØV Professor: Undervurder ikke betydningen af SØV Næste artikel DTL: Godstransport er mange ting DTL: Godstransport er mange ting