3F og EL: Social dumping skal bekæmpes til vands og til lands

DEBAT: Når det ikke er muligt at udføre den nødvendige kontrol med søfarten, har det alvorlige konsekvenser. Derfor bør der udføres organisatoriske ændringer i kontrollen, mener 3F og Enhedslisten.

Af Henning Overgaard og Henning Hyllested (EL)
Forbundssekretær i 3F og transportordfører

Social dumping stortrives blandt søens folk og i de danske havne.

Mange søfolk på danske skibe er udlændinge fra lande uden for EU. Disse udlændinge er billige i drift for rederierne, og fagforeningen kan ikke blande sig i organiseringsforholdene, så længe skibene sejler under DIS-ordningen på fjerne oceaner verden over.

Men myndighederne kan og skal sørge for, at besætningsmedlemmer fra lande uden for EU har dansk arbejds- eller opholdstilladelse, når de anløber danske havne mere end 25 gange på et år.

Reglen er god nok – men i mange tilfælde bliver den ikke overholdt. 3F Sømændene og 3F's transportgruppe ser jævnligt tegn på, at loven brydes, uden at nogen gør noget ved det. Kontrolindsatsen er ikkeeksisterende.

Ingen kontrol
Det er i dag Siri, Styrelsen for International Rekruttering og Integration under Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har opgaven med at tildele og kontrollere arbejds- og opholdstilladelse for de udenlandske sømænd, der anløber danske havne. Men SIRI har ikke bemyndigelse til at gå ombord.

Det betyder, at medarbejderne ikke kan kontrollere logbøgerne, hvori der står, hvor mange gange det skib, som den udenlandske matros befinder sig på, har anløbet danske havne. Kontrollen finder reelt kun sted bag et skrivebord. Det er jo tude-tosset.

Søfartsstyrelsen, som i dag går ombord for at tjekke logbøgerne, må til gengæld ikke tjekke opholds- og arbejdstilladelserne.

Uden kontrol er loven tomme ord. Og det åbner sluserne på vid gab for illegal arbejdskraft.

Søfartsstyrelsen bør overtage
Derfor skal den fysiske kontrol på skibene omgående styrkes. Det kan vi gøre ved at lade kontrollen overgå til Søfartsstyrelsen. Vi ønsker ikke at fratage Siri eller politiet deres nuværende kompetencer og opgaver.

Men den mest effektive udnyttelse af ressourcerne ville være at klæde Søfartsstyrelsen på til kontrolopgaven. Det er også det, Enhedslisten har som krav til finanslovsforhandlingerne. Det kræver blot lidt efteruddannelse og en bemyndigelse.

Kontrollen skal styrkes både til lands og til vands, for social dumping fratager arbejderne en anstændig løn og giver unfair konkurrence over for skibsredere, som overholder loven. Det kræver kun en mindre lovændring og lidt efteruddannelse at ændre det, så sæt i gang, kære politikere!

Forrige artikel SLD: Branchen har brug for ensrettede regler på tværs af landegrænser SLD: Branchen har brug for ensrettede regler på tværs af landegrænser Næste artikel Replik til SLD: Minimumsløn skaber fair konkurrence for danske chauffører Replik til SLD: Minimumsløn skaber fair konkurrence for danske chauffører