15 organisationer: Regeringen kører den forkerte vej ved at lukke passagerernes stemme

Mobilitet er en forudsætning for at skabe et land i bedre geografisk balance, hvilket er en central ambition i regeringsgrundlaget. Derfor trækker det i den helt forkerte retning, når regeringen lægger op til at lukke Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, skriver 15 organisationer.

Af Se afsendere i boksen

Den kollektive transport har et problem med passagerne. De mangler.

De seneste år har flere trafikselskaber oplevet et fald i antallet af passagerer på helt op til 15 til 20 procent.

Det har sat gang i en negativ spiral, hvor færre passagerer betyder færre afgange og ruter, som igen får passagerne til at fravælge den kollektive transportform til fordel for bilen.

Vi står med andre ord over for at skulle gentænke store dele af den kollektive transport – ikke mindst i landdistrikterne og de mindre byer, hvor muligheden for at komme rundt uden bil bliver stadig sværere.

Mobilitet er en forudsætning for at skabe et land i bedre geografisk balance, hvilket er en central ambition i regeringsgrundlaget.

Men skal vi finde de nye løsninger, bliver vi nødt til at have passagerne selv med om bord. Derfor trækker det i den helt forkerte retning, når regeringen med dens finanslovsudspil lægger op til at lukke Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk.

Viderefør finansiering

Passagerpulsen er en afgørende, uafhængig vidensaktør, der gennem store befolkningsundersøgelser og analyser af særlige problemstillinger og udfordringer, medvirker til, at den kollektive transport udvikles på et databaseret grundlag og med udgangspunkt i passagerernes oplevelser og ønsker.

Det er alt sammen i en tæt dialog med branchens øvrige interessenter.

Passagerpulsen er samtidig, blandt andet via dets arbejde igennem fem regionale passagerråd, en stemme for de passagerer, som kender til de helt konkrete udfordringer i dagligdagen. Det kan eksempelvis være med tryghed på den lokale station eller busplanen, som ikke hænger godt nok sammen med regionaltogets afgange.

Danmarks kollektive transport står over for nogle udfordringer, som kræver helt nye løsninger. De løsninger kan man ikke finde uden at lytte til dem, det berører, nemlig passagererne.

Derfor er der, måske mere end nogensinde, brug for, at der er en uafhængig aktør, der kan varetage passagerernes interesser på tværs af transportformer, selskaber og geografi, og som kan undersøge og viderebringe passagerernes behov, ønsker og oplevelser.

Derfor opfordrer vi regeringen og de øvrige partier til at sikre finansiering til en videreførelse af Passagerpulsens vigtige arbejde til gavn for både den enkelte borger, sammenhængskraften i samfundet og den grønne omstilling.

{{toplink}}

Forrige artikel Moderaterne: Debatten om DSB burde handle om Banedanmark Moderaterne: Debatten om DSB burde handle om Banedanmark Næste artikel FDM: Provenu fra betalingsparkering skal ikke afholde kommunernes øvrige udgifter FDM: Provenu fra betalingsparkering skal ikke afholde kommunernes øvrige udgifter