DF: Kollektiv trafik starter i garagen

TRANSPORTDEBATTEN: Fødelinjerne til den kollektive trafik skal opgraderes gevaldigt, hvis vi skal få flere danskere til at vælge tog og busser fremfor bilen, skriver Martin Peyrath, der er kandidat til Kolding Byråd for Dansk Folkeparti.

Af Martin Peyrath
Kandidat til Kolding Byråd for Dansk Folkeparti 

Når du skal fra, hvor du bor, til hvor du skal hen, så starter overvejelserne allerede, når du går ud af hoveddøren. Skal du lade bilen stå eller tage den kollektive trafik.

Hvis du har mulighed for at tage den kollektive trafik er det jo absolut en mulighed. Men hvis du bor vest for Valby bakke, er den mulighed for mange borgere i Danmark ganske illusorisk.

Enten er den kollektive mulighed nedlagt på grund af regionernes og trafikselskabernes spareiver, og desværre meget tunge administrative apparat, hvor busruter planlægges af økonomer i stedet for af trafikfolk.

Eller også kører den kollektive trafik på tidspunkter, du ikke bruger, til steder hvor du ikke skal hen.

Den nye trend i tiden siger så, at du jo kan tage din lille bil, så køre til et stort p-hus og defra tage den kollektive trafik. Dette er et fantasifoster og ønsketænkning.

Hvis du først har taget bilen, så er du tabt for den kollektive trafik.

Dårligt vejr betyder bil
Prøv at tænkt på en kold vinterdag, hvor du endelig har fået varme i bilen. Så skal du finde en p-plads og stå på en kold perron. Nej, du bliver i den varme bil.

Jeg vil vove den påstand, at det ca. 200 dage om året er dårligt vejr i Danmark. Det skal der også tages højde for i planlægningen af den kollektive trafik. Der er ikke charmerende, at stå i et koldt læskur med smadrede vinduer, eller søge læ under et busskilt på alfarvej.

Danskerne vil gerne have service, det gælder også i den kollektive trafik. Ikke nok skal den køre til tiden, men den ventetid, som også følger med, skal også være behagelig. Og skal du skifte mellem forskellige transportformer, så skal ventetiden også være til at holde ud.

De nye forhandlinger om hurtige tog mellem de største bysamfund i Danmark, drejer sig alene om, at DSB skal lære at flyve lavt.

Der tales intet om, at man for at få danskerne til at køre mere kollektivt, skal opgradere fødelinjerne for den kollektive trafik. Det være sig by- og regionalbusser, sidebaner og måske anlæg af nye baner eller letbaner til at fodre det nye storstilede flyv-lavt projekt.

Uden fødelinjer går trafikken i stå, og man bliver helst i den varme bil.

Kollektiv trafik er ikke rentabel
Vi kan ikke blive ved med at plastre Danmark til med motorveje, men for den enkelte kommune, specielt i Jylland, er en motorvej jo en gratis fornøjelse, men en udvidelse og forbedring af den kollektive trafik, alene skal betales af kommunekassen, med trafikselskaberne som et fordyrende mellemled.

Vi bliver nødt til at erkende, at kollektiv trafik ikke er, og aldrig har været en rentabel forretning, men alene et tilbud til borgerne i Danmark, også de, der bor vest for Valby bakke.

Hvis vil vil have danskerne til at køre mere kollektivt skal der massive investeringer til.

Folk skal erfare, at den kollektive trafik er en reel mulighed for at komme fra der, hvor du bor til der, hvor du skal hen. Og beslutningen skal allerede træffes, før du går ud af døren!

Forrige artikel LA: Privatbilisme skal i centrum LA: Privatbilisme skal i centrum Næste artikel V: Motorvejene har ændret Midtjylland V: Motorvejene har ændret Midtjylland