Ugens embedsmand: Anette Lykke Petri stod last og brast, da coronastormen blæste på sit højeste
Med sin lægefaglige baggrund er Anette Lykke Petri skolet i ikke at forlade patienten midt i operationen. Samme princip gjorde sig gældende, da hun i maj 2020 blev direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed. Lange gåture, stærke departementschefer og med en læresætning fra Grundtvig i baghovedet håndterede hun den stress og opmærksomhed, som coronaspotlyset kastede på hende og styrelsen.
Hvilke opgaver fylder særligt meget for dig lige nu?
Styrelsen for Patientsikkerhed har en bred opgaveportefølje, så der er mange ting, der fylder. Vi har, blandt andet en kæmpe opgave med SoHo (substanser af menneskelig oprindelse), som er en ny EU-forordning, der skærper kravene til sikkerhed og kvalitet ved anvendelse af eksempelvis humane væv og celler.
PFAS-overskridelser i drikke- og badevand fylder også en del, og så modtager vi et stigende antal bekymringshenvendelser på sundheds- og plejeområdet, som vi både håndterer med henblik på læring og tilsyn.
Med en uddannelse som læge, hvordan var det at træde ind i embedsværket, som jo hovedsaligt er domineret af økonomer, jurister og statskundskabere?
Det var fedt, de kan en masse, som jeg ikke selv kan. Heldigvis kan vi sammen det meste. Det handler om at spille hinanden gode. Det var da også en stejl læringskurve – eksempelvis alt det forvaltningsretlige, som du ikke lærer på medicinstudiet eller i den kliniske hverdag.
Jeg tog en eksamen i sundhedsjura på Det Juridiske Fakultet og forskellige andre kurser for at spille mig selv bedre og begå mig i embedsværket. Og så er det bestemt ingen skade, at jeg finder juraens verden spændende. Der er en skabsjurist gemt i mig.
Du blev konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed et par måneder inde i coronapandemien, hvordan tacklede du den stress og opmærksomhed, som det medførte?
Både min opdragelse og min lægefaglige baggrund hjalp mig – og så var jeg heldig undervejs at have to departementschefer, Per Okkels og Svend Særkjær, der var en god støtte, selvom de selv havde rigeligt at se til.
Jeg er opdraget til at tage ansvar, og så render man ikke af pladsen, fordi det bliver svært. Som læge kunne jeg heller ikke forlade patienten midt i operationen, fordi jeg stødte på udfordringer. I en krise mobiliserer de fleste ekstra kræfter.
Det gælder om, med Grundtvigs ord, at have øjet himmelvendt fremfor blikket vendt mod en selv. Der var i den grad andre ting, der krævede min opmærksomhed, og det er sundt. Men det er klart, at der var stunder, hvor jeg gik nogle meget lange ture.
Du er medlem af en række kommissioner, blandt andet Epidemikommissionen, hvordan er det at være en del af det arbejde?
Det er spændende arbejde. Jeg var i mange år medlem af Epidemikommissionerne i både Region Sjælland og Region Hovedstaden, hvor vi havde bare ét årligt møde og epidemiopgaver, der var til at overse. Da pandemien kom, var det nødvendigt at ændre den konstruktion. I stedet etablerede man en national Epidemikommission med en bredere medlemsskare, og det var i min optik det rigtige at gøre.
Beslutninger skal ikke bare træffes af en snæver kreds af fagfolk. Det er vigtigt, at dem, som beslutningerne påvirker, også er med om bordet. Det havde stor betydning for, at vi kom godt gennem pandemien i Danmark.
Regioner lander "stram" økonomiaftale med løft på 1,35 milliarder
Debatredaktionen guider: Her er de ting, du ikke vil misse på Folkemødet
