Tilskudsændring koster

LEDERKONCENTRAT: Koncentrat af lederen ”medicinpriser på forudsigelig himmelflugt”. Sidste år ændrede folketingets politikere loven om medicintilskud. En ændring som skulle spare skatteyderne flere millioner, men desværre ser det nu ud til, at det kommer til at koste.

Somme tider kan man blive forbløffet over, hvad folk bliver forbløffede over. For eksempel kommer det nu som en overraskelse for Christiansborgs sundhedsordførere, at medicinalfirmaerne hæver deres priser, når man fjerner et prisloft.

(…)

Sidste efterår ændrede alle Folketingets partier i enighed loven om medicintilskud. Fremover skulle der kun gives tilskud til det, som det billigste præparat koster, hvis der var flere at vælge imellem.

I lovens bemærkninger skrev sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at når Lifs prisløfte udløb i sommeren 2005, havde »regeringen til hensigt med Lægemiddelindustriforeningen at drøfte en videreførelse af priserklæringen«.

En god ting, men desværre ville Lif ikke lege med, og det kunne politikerne have opdaget, hvis de havde læst Lifs høringssvar. Her tog foreningen nemlig klart forbehold og understregede, at deres prisløfte var givet under forudsætning af, at man ikke ændrede på lovgivningen om medicintilskud. Altså: Ændrer I loven, er der ingen prisaftale med os.

Medicinalindustriens klare tale blev af en eller anden grund ikke hørt. Politikerne gennemførte en lov, som skulle presse de i forvejen lave danske medicinpriser endnu længere ned ved at åbne for ren strubesnitter-konkurrence på de lægemidler, hvor der findes et kopipræparat. Med den nye lov løber billigste produkt nemlig med hele omsætningen.

Men der er jo også lægemidler, som er patentbeskyttede, og hvor der ikke findes et kopipræparat. Her fungerer konkurrencen ikke særlig godt, og prisaftalen gør heller ikke, for den er jo væk nu. Derfor eksploderer priserne og det offentliges medicinudgifter. Den nye lov, som skulle have sparet os for 165 millioner kroner i år, risikerer i stedet at koste os et trecifret millionbeløb.

Medicinpriser er med god grund et gennemreguleret område. Prisudviklingen skal holdes i tømme - både af hensyn til patienter og skatteydere. Men det lader sig kun gøre i et samarbejde mellem alle aktører. Det glemte man vist denne gang.

Forrige artikel Akut mangel på forskere Næste artikel Fokus på patientforløb