Sunde børn bliver raske voksne

DEBAT: Hvis sundhed tænkes mere ind i beslutningerne af kommunerne, kan danskerne på sigt blive sundere, mener Sønderborgs borgmester, Jan Prokopek Jensen (S).

Af Jan Prokopek Jensen (S)
Borgmester i Sønderborg Kommune

Sunde vaner, der kommer ind med modermælken, om man så må sige, gavner mennesker hele livet. Barnet, der oplever sine forældre spise grønt og groft ved middagsbordet, vil bære vanen med sig. Barnet, der tages med ud i naturen eller til sport, vil vokse op med disse værdier som basis i sin sunde rygsæk. Sunde børn bliver raske voksne. Med stor sandsynlighed.

For mange livsstilssygdomme
Sundhed og trivsel er helt afgørende faktorer i et velfærdssamfund. For det enkelte menneske hænger livskvaliteten tæt sammen med helbredet. For samfundet hænger folkesundheden nøje sammen med de omkostninger, der er nødvendige i sygehusvæsnet.

En meget stor del af vore udgifter i sundhedsvæsnet bunder i livsstilssygdomme. I en livsstil, hvor der er for meget mad, forkert mad og for lidt motion.

Sund bevidsthed
Som kommunalpolitikere kan og skal vi præge udviklingen - til gavn for det enkelte menneske og til gavn for samfundet. Forebyggelse og sundhed ligger nu hos kommunerne, og vi har i Sønderborg med kyshånd og energi taget imod udfordringen. Et fagcenter arbejder alene med sunde projekter og med at få den sunde bevidsthed til at smitte hele kommunen. Sundhed skal - på linje med økonomiske konsekvenser - vurderes i hver politisk beslutning.

Og vi har en kæmpestor buket af sunde tilbud: Pilotprojekter i skolerne med sund morgenmad og mere motion, nye stier at gå på, kommunemesterskab i badminton, tilbud til unge om at tabe sig over mobiltelefonen, rygestop-kurser, mobbepolitik i skolerne (som har bredt sig til virksomheder), patientuddannelse, tilbud om at prøve en aktivitet gratis i idrætsforeninger og meget mere.

Rundt omkring ydes en meget stor frivillig indsats, som betyder, at børn, unge, voksne og ældre får mulighed for at bevæge sig til motion og sport, som de har lyst til, og som giver en social dimension i hverdagen, som også er vigtig for trivslen. Det er vigtigt, at vi giver dette helt uvurderlige, frivillige arbejde gode rammer at arbejde i.

Forældrene har ansvaret
Vores vision er, at færre skal blive syge, færre skal komme til skade i trafikken, færre børn skal have brug for en særlig indsats. Flere skal være glade og trives - have overskud til at smile til hinanden, gøre noget for hinanden. Derfor skal vi tænke sundhed ind i hver eneste politisk beslutning og dermed give plads for alle til at vælge det sunde liv. Det starter med børnene, mens de er helt små - altså starter det med forældrene. Det er i familien, sædekornene for en god og sund livsstil skal sås, og det er forældrene, der har ansvaret. I det offentlige rum kan vi kun - og skal vi kun - supplere.

Forrige artikel Giv lægerne ret til at henvise til privathospitaler Giv lægerne ret til at henvise til privathospitaler Næste artikel Løkke svigtede forebyggelsen - hvad gør Jakob Axel? Løkke svigtede forebyggelsen - hvad gør Jakob Axel?
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.