Løkke svigtede forebyggelsen - hvad gør Jakob Axel?

Af Karl Bornhøft
Folkesundhedsordfører for SF 

Avisoverskrifterne har været mange: "Kommunalreformen styrker forebyggelsen", "Forebyggelsen får en fremtrædende plads", "Nu bliver forebyggelsen løftet". Overskrifter, der lover fremgang og udvikling og som får læseren til at tro, at kommunalreformen og den ny sundhedslov endelig vil sikre forebyggelsens fremgang.

Og endnu mere opløftet blev man, når man hørte daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen gå på talerstolen og udtale: "...jeg vil gerne slå fast, at hvis der er ét område, hvor det er særlig afgørende at udvise rettidig omhu, så er det forebyggelsen..." ("Forebyggelse og sundhed på dagsordenen" 2. december 2004)

Regeringen begrænser
Ja, hvad skal man så tro, andet end at forebyggelsen går kronede dage i møde - og at Løkke går forrest med rettidig omhu?

Men svaret er desværre - det var ren retorik. For Løkke og co. repræsenterer i den grad begrænsninger i viljen til at prioritere forebyggelsesområdet, og selve sundhedsloven indeholder i sig selv begrænsninger, der ikke fremmer forebyggelsen. Lad mig give nogle eksempler.

Kommunernes nye opgaver
Med den ny sundhedslov har kommunerne fået et entydigt ansvar for at tilrettelægge borgerrettede forebyggelsestiltag på områderne: rygning, kost, alkohol, overvægt, forebyggelse af ulykker og kønssygdomme. Derudover har kommunerne sammen med regionerne fået et delt ansvar for den patientrettede forebyggelse - altså borgere, der f.eks. har en kronisk sygdom. Det indgår i sundhedsloven, at forebyggelsestilbuddene skal være fagligt prioriterede, baseret på bedst mulige dokumenterede grundlag, udføres af personale med nødvendige kompetencer, og skal tage hensyn til socialt svage grupper.

Det fremgår også af sundhedsloven, at det forudsættes, at kommunerne baserer deres virksomhed på flerårige driftsplaner - altså sundhedspolitikker.

Så langt så godt. Men loven fastlægger ingen præcise mål for den kommunale indsats. Der sættes eksempelvis ingen standarder for, hvad kommunerne skal tilbyde, som det ellers kendes fra hjemmesygeplejen og andre serviceområder. Bare kommunen laver ét enkelt rygestopkursus, så vil lovkravet til kommunen om at tilbyde forebyggelsestiltag mod rygning være opfyldt!

Ingen krav om ekspertise
Der er heller ingen krav til, hvilken ekspertise kommunen skal råde over for at gøre optimalt brug af den viden, som frembringes på nationalt niveau. Man kunne have krævet, at prioriteringen af indsatsen i sundhedspolitikkerne blev baseret på sundhedsprofiler af den lokale befolkning. Det er ikke tilfældet. Den statslige godkendelse af de kommunale sundhedspolitikker vil alene afhænge af, om planen forholder sig til de emner, som loven kræver.

Fraværet af specifikke krav til niveauet i den kommunale indsats er ikke kommet ud af ingenting. Det er nemlig sådan, at det var regeringens udtrykkelige forudsætning, at kommunalreformen ikke måtte medføre en udvidet service på området. For et krav om serviceforbedring ville udløse økonomiske modkrav fra KL - og dem vil regeringen ikke betale.

For få penge
Det betyder, at den kommunale forebyggelsesindsats - både den borgerrettede og den patientrettede - i hele landet skal klares for 200 mio. kr. årligt i alt, hvilket svarer til ca. 2 mio. kr. for en kommune på 50.000 indbyggere.

For 200 mio. kr. var nemlig det, som regeringens regnedrenge fandt frem til, at amterne anvendte på sundhedsfremme og forebyggelse - på en i øvrigt helt og aldeles uigennemskuelig vis. I forebyggelsesbeløbet, ved vi dog, er også medregnet amternes udgifter til trafiksikkerhed og ulykkesforebyggelse. Ligesom det dækker udgifterne til de 75-100 mennesker, der har haft forebyggelse som deres hovedbeskæftigelse i amter og kommuner.

Reelt betyder kommunernes økonomi til forebyggelse med andre ord, at ikke alle de nye kommuner vil have råd til en hel ansat, der skal løse kommunens forebyggelsesopgave.

Men hvad der er mindst lige så interessant - eller tragisk om man vil, er, at 200 mio. kr. ikke engang svarer til en halv procent af det samlede sundhedsbudget i landet!

Spørg dig selv, kære læser: Er det rettidig omhu for forebyggelsen?

Ingen besparelse ved at forebygge
Kommunerne har med kommunalreformen også fået et medansvar for at finansiere regionernes sundhedsudgifter. "Den nye kommunale medfinansiering af sygehusbehandlingen skal motivere kommunerne til at gøre mere ved forebyggelsen," siger regeringen. Men medfinansieringen vil ikke betyde meget for forebyggelsen, siger en af landets førende sundhedsøkonomer, professor Kjeld Møller Pedersen. Hans pointe er, at den mulige kommunale besparelse ved at forebygge er så beskeden, at den ikke kan finansiere forebyggelse af betydning. Det er naturligvis muligt, at der opstår andre fusionsgevinster, der vil blive brugt på forebyggelse. Det kan man da håbe på.

Men konsekvensen af ovenstående siger sig selv: Der vil ske en meget langsommere udvikling i den kommunale forebyggelsesaktivitet, end det regeringen siger - og som borgerne tror. Og udviklingen risikerer at blive en meget ujævn, som samtidig afhænger af den enkelte kommunes økonomi og prioriteringer.

Det eneste, der kan afhjælpe dette, er, at regeringen begynder at udvise rettidig omhu for forebyggelsen og tilfører området et stort økonomisk løft.

Forebyggelsens præmisser under regeringen
Jamen, regeringen har da gjort noget for forebyggelsen, vil venstrefolk sikkert indvende. Svaret er: Ja, men det er sølle.

Forebyggelsen er af regeringen betænkt med et vældig fint program: "Sund hele livet", som dækker årene fra 2002-2010. Programmet lægger vægt på at forebygge de store livsstilssygdomme, men det blev aldrig rigtig konkret eller forpligtende i form af operationelle delmål, indikatorer, deadlines eller lignende, der kunne sandsynliggøre, at man nærmer sig målet. Der er selvfølgelig heller ikke i praksis afsat ressourcer til indsatsen eller til at følge den detaljeret op! "Sund hele livet" taler om, at forebyggelsesopgaven skal løses i et tværgående samarbejde og i partnerskaber. Men en strategi for etablering af partnerskaberne foreligger ikke.

Et andet og nok så tankevækkende eksempel er Sundhedsstyrelsens "Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt", som en gruppe embedsmænd og eksperter udarbejdede i 2003. Oplægget rummer 66 ret konkrete anbefalinger til forebyggelse af svær overvægt. Oplægget blev trykt med Sundhedsstyrelsens logo og offentliggjort på et pressemøde, hvor sundhedsministeren smukt bakkede oplægget op. Men det blev aldrig officielt politisk behandlet, og det foreligger stadig kun som et oplæg den dag i dag.

Denne behandling hjalp naturligvis ikke på opfølgningen af initiativerne, som hele ni ministerier blev inviteret til at bidrage til. De fleste ministerier ville reelt ikke forpligte sig, og der blev ikke sat delmål eller deadlines på deres indsats. Den fælles ministeriegruppe gik hurtigt i opløsning. I dag har ingen overblik over, hvad der kom ud af de 66 anbefalinger.

De to mest aktive ministerier, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Familie- og Forbrugerministeriet, har først og fremmest koncentreret sig om at skabe og publicere viden om overvægt hos børn, samt at dele penge ud til forsøgsvirksomhed fra offentlige puljer.

Og et sidste eksempel: Velfærdskommissionen, der ellers fik til opgave at se langt ud i fremtiden, nævner venligt forebyggelse på 4 ud af 938 sider i sin rapport, men gør intet selvstændigt ud af området ud over et løsrevet råd om, at skolebørn bør spise ordentlig mad og være fysisk aktive. Det taler helt for sig selv.

Den siddende regering har derimod i den grad cementeret den tendens, at Sundhedsområdet helt og aldeles er domineret af behandlingsapparaterne. Et sigende eksempel er kræftområdet, hvor meget tyder på, at så meget som halvdelene af alle kræfttilfælde kan forebygges, men hvor man først i Kræftplan 2 fik afsat en sjat på 10 mio. kr. til formålet.

Det er ikke rettidig omhu for forebyggelsen!

Vi burde kunne leve sundere og længere liv. Men årligt dør titusinder af danskere unødvendigt tidligt af rygning, for lidt motion, overvægt eller drikkeri. Der er uden for enhver sammenligning tale om de største dræbere i dagens Danmark. Endnu flere overlever - men med alvorlige sygdomme som diabetes, rygerlunger, kræft, slagtilfælde og knogleskørhed. Vi bruger milliarder på at behandle og lindre disse sygdomme, men regeringen gør altså fortsat forbløffende lidt for at sikre, at der afsættes ressourcer til at forebygge dem. Det behøver ikke at være sådan - men det er sådan, og det vil den ny sundhedslov og de nye kommuner ikke ændre på medmindre der skiftes gear i sundhedspolitikken på landsplan og tilføres kommunerne betragtelige summer til at løse opgaverne.

Regeringen og KL skal snart mødes til forhandlinger om kommunernes økonomi for 2009. Dér har regeringen (igen) muligheden for rette op på forebyggelsens misere og udvise rettidig omhu for de tusindvis af borgere, der risikerer at dø for tidligt. Det kan regeringen gøre ved at tilføre kommunerne midler til reelt at kunne løse forebyggelsesopgaven.

Det bliver spændende at se, om retorikken og passiviteten skal fortsætte endnu et år af regeringens levetid og under en ny minister.

Eller om den nye minister vil tage imod SF's fremstrakte hånd. Der skal nemlig nu ske en markant oprustning af den samlede forebyggelseindsats, og det kan passende ske i form af en folkesundhedsreform i forbindelse med kvalitetsreformen. Konkret bør der endvidere over de næste 10 år investeres min. 5 mia. kr. årligt i borgernes sundhed, hvis der virkelig skal gøres en forskel. En folkesundhedsreform skal fastsætte præcise nationale mål for indsatsen over for folkesygdomme, risikofaktorer og reduktion af den sociale ulighed i sundhed, som regioner og kommuner skal forpligtes til at gennemføre. Desuden skal al lovgivning vurderes med henblik på konsekvenserne for folkesundheden, f.eks. momsbelægningen på sunde fødevarer.

Der er et alarmerende behov for, at der skal ske noget på forebyggelsesområdet - og det skal være nu!

debat@altinget.dk