Samfundsøkonomisk selvmord
DEBAT: Myndighederne er nødt til at turde gå nye veje i behandlingen af patienter med psykiske problemer. Ellers vil antallet af førtidspensionister stige, mener dagens debattør.
Af Rick Steele
Direktør, cheflæge ved Klinikken Livet, samfundsmediciner, MPH, PDC
Kritikken hagler ned over de bevilgende myndigheder, som stikker hovedet ned i busken og lader som ingenting.
Evidensen er klar: Antallet af førtidspensioner stiger, gennemsnitsalderen for den pensionerede falder, og den andel af pensionerne, der skyldes psykiske problemer, stiger.
Psykiatrien lider under manglende bevillinger og afviser mange psykisk syge, blandt andet fordi de har en bundet opgave i at behandle de dømte, der får en behandlingsdom.
Socialt udsatte jages
De medicinske afdelinger segner, og det har været forsidestof på landets aviser så længe, nogen kan huske. De bliver ved med ikke at få ressourcer nok til at klare presset.
De socialt udsatte jages med uforstandige tiltag, der rækker som en skrædder et vist sted. Det gør specielt ondt, når man tænker på alle de børn (og deres dysfunktionelle familier), som man sagtens kunne nå at behandle, hvis man fik fat i dem, inden deres indlæringsvanskeligheder bryder ud i lys lue.
Det er ikke fordi, det er svært at forstå hvad det, ikke at gøre noget, koster samfundet. Det er ikke fordi, der ikke findes kræfter, der kan og vil gøre noget for de grupper, der ikke bliver behandlet. Det er ikke fordi, de grupper, der lider, ikke fejler noget.
Hukommelsen rækker kun 4 år frem
En af hovedårsagerne er, at det politiske system har en 4-årig hukommelse/horisont.
En anden hovedårsag er, at ingen kan se, hvor pengene skal komme fra. Man stikker hovedet i busken. Alle argumenter, der godtgør, at man kan spare milliarder ved at behandle i tide, taler for døve ører, hvis tidshorisonten er over tiden til næste valg.
Det svarer til en husholdning, der ikke vil investere i nye vinduer, når de gamle er rådne og utætte, fordi man ikke synes, man har råd. Det er dyrt at være fattig!
En tredje hovedårsag er, at myndighederne er blevet vænnet til at kræve, at en behandling er evidensbaseret, inden den kan finansieres. Dette virker fint for de velafgrænsede og klart definerbare problemstillinger, som hovedparten af patienterne lider af.
Kortsigtet økonomi
Typiske eksempler er brækkede knogler, ukompliceret mavesår, blodprop bredt set, forsnævring af kar med meget mere. Det system fungerer godt og tilgodeser de bedste behandlinger, der bliver bedre og bedre. Denne tankegang gennemsyrer en overvejende del af de offentlige og private hospitaler og sågar kommunernes sociale systemer.
Man er ved at grave sig ned i en dyb grøft, som man forsvarer med alle midler, og tror i stigende grad på, at alting kan og skal styres. Kommunerne går bevidst efter ledere, der er gode til at holde en stram kortsigtet økonomi frem for ledere, der har indlevelse i alle de lidendes behov.
En fjerde hovedårsag er den offentliges angst for alt, hvad der er privat. Det er ikke usædvanligt, når man taler med kommunale chefer om det her, der når de hører om, at det er privat, siger, "Jamen, det er jo privat!" som om det var et fy-ord, en skændsel. Hvis det offentlige kunne løfte det her, hvorfor har de ikke gjort det?
Der skal ikke større viden om sygdom til at indse, at det buldrende evidensbaserede tog passer fint for hovedparten af sygdommene, men langtfra alle. Stigningen i førtidspensionerne er det mest oplagte og klare bevis herfor. Toget har sat alle de lægeligt uforklarede symtomer af, og de kan sejle deres egen sø. Stress, depression, whiplash, kroniske smerter, psykisk traumatiserede med meget mere.
Disse mennesker bliver ikke hjulpet af toget, tværtimod.
Samfundsøkonomisk selvmord
Hvis man overhovedet gør noget for disse mennesker, er det hovedsageligt for lidt, for sent og med begrænset relevans.
Hvad nu hvis der findes en model, en behandlingsmetodik der kan reparere hovedparten af disse syndromer, og som har klar evidens for, at behandlingen skal leveres lokalt og forankret i miljøet?
Man skulle tro, at myndighederne ville falde over hinanden for at komme til. Men nej, de ser kun, hvad det koster, og stikker hovedet i busken. Det er samfundsøkonomisk selvmord. Det ender med, at der er flere førtidspensionister end vi, der arbejder, og hvem skal betale det gilde? Det er på høje tid, at myndighederne trækker hovedet ud af busken og ser kendsgerningerne i øjnene. Det man gør er ikke godt nok, og den gode metode findes.
Se venligst her for detaljer.
Der mangler en passende finasieringsmodel, men myndighederne stikker kun hovedet i busken.
