Partikelterapi er et landsanliggende

DEBAT: Partikelterapi bør placeres efter faglige kriterier og ikke som en politisk fjer i hatten til en "vinderregion". Det mener regionsmedlem Nina Berrig (K).

Af Nina Berrig (K)
Medlem af Region Hovedstaden

Valgkampen er begyndt - men dette til trods - bør der ikke gå lokal regionspolitik i spørgsmålet om, hvor et kommende partikelterapi-tilbud skal placeres.

Når vi taler kræftbehandling i Danmark, er større overlevelse og færre bivirkninger målet. Det er derfor også de enkelte regioners mål, og her vil Region Hovedstaden gerne være forrest.

Jeg mener - såvel som gruppeformanden for Venstre i Region Midt - at vi har de bedste forudsætninger for at kunne være stedet i Danmark, hvor dette særlige kræftbehandlingstilbud bør placeres.

I Region Hovedstaden har vi et kræftcenter fordelt på vore to store universitetshospitaler, Rigshospitalet og Herlev Hospital. Ønskedrømmen er også at være hele Øresundsregionens kræftcenter med et mere formaliseret samarbejde med Universitetshospitalet i Lund.

Strålebehandling i udvikling.
Omkring strålebehandlingen mod kræft er der sket uhyre meget i de seneste år. Efter en studietur til Boston, hvor de positive resultater omkring protonbehandling blev beskrevet, er jeg helt sikker på, at vi også i Danmark bør have et sådant tilbud.

Denne form for stråleterapi er anbefalelsesværdig til behandling af mange kræftformer.

Set med danske øjne forventer man, at mellem 1.000 og 2.000 danske kræftpatienter kan få gavn af protonstråling frem for den traditionelle behandling. Kapacitetsmæssigt vil ét anlæg være dækkende for Danmark.

Hvad så med placeringen?
Forhåbentlig sker udpegningen af stedet efter en faglig vurdering fra relevante kræftlæger (Dansk selskab for klinisk Onkologi), hvor alle relevante parter får mulighed for at komme med deres bud, som - når beslutningen er taget - fagligt bakkes op på nationalt plan, uanset hvor partikel-terapi-tilbuddet måtte blive placeret.

Den politiske kasket kan nemt sløre billedet
Jeg ønsker naturligvis, at landets største region, Region Hovedstaden, bliver stedet, hvor partikelanlægget placeres.

Men samtidig må jeg erkende, at et tilbud som skal dække hele Danmarks og måske nabolandenes behov - bør placeres efter faglige kriterier og ikke som en politisk fjer i hatten til en "vinderregion".

Forrige artikel Nye forvirrede betragtninger om mælk fra Familien Kernesund Nye forvirrede betragtninger om mælk fra Familien Kernesund Næste artikel Samfundsøkonomisk selvmord
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.