Regionsdirektør: Patientansvarlig læge kan ændre på overdiagnosticering

DEBAT: For at dække egen ryg behandler sundhedsvæsenet flere og flere, uden at det altid har værdi for patienten. For at undgå det, kan en patientansvarlig læge være en del af løsningen, skriver Erik Jylling, sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner.

Af Erik Jylling
Sundhedspolitisk direktør i Danske Regioner

Rygdækning i form af defensiv medicin er hverken til gavn for patienter eller samfundet. Som jeg tidligere har nævnt, skal behandlinger skabe værdi for de danske patienter.

Det er helt korrekt, som Else Smith skriver, at hvis vi ikke undersøger og behandler i samme omfang, som tilfældet er i dag, så vil mange mene, at sundhedsvæsenet er blevet forringet.

Men hvis vi 'nøjes' med at foretage de rigtige undersøgelser, og hvis vi 'nøjes' med at give den bedste behandling til patienten, så bliver vores sundhedsvæsen ikke dårligere. Tværtimod.

Overdiagnosticering er både blandt forskere og eksperter svært at definere, og vi skal, som Else Smith også skriver, passe på med at sygeliggøre det almindelige liv. En patientansvarlig læge, der kender patienten, behandlingsplanen, og som har ansvaret for, at der sker fremskridt, kan være en del af løsningen på vores udfordringer med overbehandling og overdiagnosticering.

Kendskabet til den enkelte patient kan gøre det lettere for vores læger at træffe de rigtige beslutninger i forhold til, hvilken undersøgelse og behandling der er nødvendig i den givne situation.

Samtidig er det vigtigt, at den patientansvarlige læge og patienten i dialog får afstemt ambitionsniveauet og målet for behandlingen. Herigennem kan vi forhåbentlig skabe større tryghed hos patienterne, så de i endnu højere grad end i dag stoler på lægernes anbefalinger af undersøgelser og behandlinger.

Patienten i centrum
I løbet af 2017 begynder indfasningen af patientansvarlige læger hos kræftpatienter og sidenhen hos andre typer af patienter. Selvom tiltaget med patientansvarlige læger ikke har overdiagnosticering som hovedmål, tror jeg alligevel på, at det kan være en del af løsningen.

For patienten skal være i centrum, patienten skal føle sig tryg, og patienten skal være involveret i beslutninger, hvis vi skal overbehandling og overdiagnosticering til livs.

John Brodersen og Henrik Ullum foreslår endvidere et Vælg Klogt-samarbejde mellem Lægevidenskabelige Selskaber og Danske Patienter, hvor målet er at fravælge ting, uden at det har konsekvenser for kvaliteten af behandlingen.

Vi har allerede set eksempler på sådanne programmer i USA og England under overskriften Choosing Wisely.

Det synes vi fra Danske Regioners side lyder interessant, for patienterne skal have en behandling med kvalitet, og her er det ikke altid mængden af undersøgelser og behandlinger, der giver det bedste resultat.

Forrige artikel Kora: Har vi råd til at bevare produktivitetskravet i sundhedsvæsnet? Kora: Har vi råd til at bevare produktivitetskravet i sundhedsvæsnet? Næste artikel Sundhedsstyrelsen: Tre spørgsmål der kan hjælpe mod overdiagnosticering Sundhedsstyrelsen: Tre spørgsmål der kan hjælpe mod overdiagnosticering
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.