Podcast: EU erkender, at der har manglet klar oplysning om strategi for vacciner

PARLAMENTET #110: Hastværk og blame-game har skabt “rod og uklarhed” i kommunikationen om Europas ellers vellykkede fælles vaccineindkøb, siger chefen for EU-Kommissionen i Danmark, Stina Soewarta. Lyt med, når Altinget i årets første europæiske podcast går tæt på det højspændte spil om vaccinerne mod covid-19.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Den Europæiske Unions enorme fælles indkøb af flere milliarder doser corona-vacciner er så enestående en operation, at det har været svært for EU at kommunikere tydeligt om indsatsen.

Sundhed er ikke et område, hvor EU normalt har særlig meget at skulle have sagt – og det har medført nogle begyndervanskeligheder, erkender Kommissionens topfunktionær i Danmark.

”Det er slet ikke et samarbejde, som vi er vant til at have. Så det bliver sådan noget med hvis skyld, det er, og hvem, der gør hvad,” siger Stina Soewarta, der er chef for EU-Kommissionens repræsentation i København:

”Det tror jeg har været medvirkende til, at der har været lidt rod og lidt uklarhed,” erkender Soewarta, som du kan møde i denne uges podcast fra Altinget i Bruxelles.

Sammen med EU-redaktør Rikke Albrechtsen benytter podcastvært Thomas Lauritzen den første udsendelse i 2021 til at gå tæt på kritikken af EU’s vaccine-kampagne.

Er det for lidt, for langsomt, for dyrt eller for billigt? Hvem har ansvar for strategien, hvorfor har EU satset på en palet af forskellige vacciner – og har tyskerne, cyprioterne, ungarerne eller danskerne forsøgt at snyde sig foran i køen?

”Jeg kan ikke på stående fod påstå, at EU’s strategi har været den rigtige,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge. Hun tilføjede:

”Jeg har heller ikke nogen forudsætninger for at kunne sige det stik modsatte.”

Europa-podcasten ’Parlamentet’ prøver at give alle interesserede nogle lidt bedre forudsætninger for at tage stilling til spillet om vaccinerne.

Lyt med!

 

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Podcast: Hvad skal vi huske 2020 for på sundhedsområdet? Podcast: Hvad skal vi huske 2020 for på sundhedsområdet? Næste artikel Podcast om ny V-næstformand: Her adskiller Lose sig væsentligt fra Støjberg Podcast om ny V-næstformand: Her adskiller Lose sig væsentligt fra Støjberg