Ventetidsgarantien har sejret - og dog

Af Jakob Kjellberg,
sundhedsøkonom i Dansk Sundhedsinstitut

Løkkepuljen bekæmpede ventelister med aktivitetsbestemt finansiering og garanti til behandling i det private, hvis det offentlige ikke kunne.

Ventetidsgarantien er en succes, forstået på den måde, at de der har ønsket det, som hovedregel har kunnet få behandling inden for garantien, og dermed forsvandt ventetidsgarantihistorierne også fra mediebilledet.

Som sundhedsøkonom er det fristende at læne sig tilbage og notere sig en sjælden sejr: Med økonomiske incitamenter lykkedes det at styre det ellers ustyrlige sundhedsvæsen. Men da samme metode med stor sandsynlighed vil blive brugt igen og igen, eksempelvis ved vanskeligheder ved implementering af cancerpakkerne, så bør man dvæle lidt ved, hvad der egentlig blev vundet, og hvad det kostede.

Hvad er vundet?
Siden de første ventetidsgarantier blev en realitet, har man fra ministerier generøst publiceret data fra venteinfosystemet, som udtrykker et uvægtet gennemsnit af de forventede fremadrettede maksimale ventetider for den ukomplicerede patient for udvalgte diagnoser. Knap så ligetil har adgangen til den faktiske oplevede ventetid for den gennemsnitlige patient været, men dataudtræk viser, at frem til overgangen til forløbs LPR i 2004 faldt ventetiden med cirka 11 dage.

Siden 2005 er ventetiden fra henvisning til operation steget med cirka 10 dage, om end noget af stigningen nok har datamæssige årsager. Men man kan altså ikke med rimelighed betragte udviklingen som en jordskredssejr, når den alene vurderes på ventetiderne.

Gevinsten skal derfor primært ses i form af en ikke ubetydelig værdi af den tryghed borgerne har fået med garantien for hurtig behandling. En anden værdi er selvfølgelig også de 100.000 årlige ekstra operationer, som sundhedsvæsenet nu præsterer, og som patienterne forhåbentlig har glæde af.

Hvad er prisen?
Udover de mange milliarder kroner, som initiativet har kostet, så er det faktisk muligt at dokumentere, at indikationsniveauet til elektive operationer har flyttet sig. Det stiller grundlæggende spørgsmål til, hvilket niveau er det rigtige. Dette spørgsmål er desværre ganske vanskeligt at svare på, da vi trods det omfattende kvalitetsarbejde faktisk ikke beskæftiger os systematisk med, hvordan patienterne egentlig har det, når de har forladt sundhedsvæsenet.

Der er kun ganske få (og udenlandske) studier, der i bakspejlets kritiske lys vurderer beslutninger om operation, og resultaterne fra disse er ikke udelt positive.

Cancerpakker kan give dønninger
Når det nu gælder kræft, kan der argumenteres for, at ingen ventetid kan være for kort. Men hvad bliver prisen? Almen praksis har skønsmæssigt én million henvendelser om året, hvor der er en mistanke om kræft, og koblingen mellem de symptomer, lægen henviser på baggrund af, og sandsynligheden for, at patienten faktisk har en kræftdiagnose, er ganske svag.

Nu skal alle én million patienter ikke håndteres inden for 48 timer, det ville have uoverskuelige konsekvenser, men mindre kan bestemt også gøre det. Selv små ændringer i henvisningsmønsteret fra almen praksis giver store dønninger i sygehusvæsenet. Ud over de milliarder, det ville koste, så vil det fortrænge anden aktivitet, ironisk nok kunne det let blive den elektive kirurgi. De sikre vindere er privathospitalerne og forsikringsselskaberne, som står klar til at samle op, når garantierne ikke kan indfries.

Hvem skal stå først?
Patienter har selvfølgelig krav på behandling inden for en rimelig tid, og for nogen kan rimelig tid også være kortere end for andre, hvorfor ventetidsgarantier kan være både fornuftige og fair. Men vi kan ikke alle stå forrest samtidig. Det er det, prioritering handler om, herunder også at sikre rettigheder til dem i køen, som måske ikke har ressourcer og politisk indflydelse til at forlange garantier til lige netop deres sygdom.

debat@altinget.dk