Læger og økonomer skal samarbejde

DEBAT: Debatten, om hvorvidt sundhedsøkonomer skal komme med sundhedsfaglige anbefalinger, fortsætter med dette indlæg.

Af Michael Hasenkam
Formand Lægevidenskabelige Selskaber
og Henrik Sillesen
Ledende overlæge, generalsekretær European Society for Vascular Surgery

Vi er helt enige med Kjeld Møller Petersen (KMP) om, at sundhedsøkonomer og læger ikke skal være vagthunde over for hinanden, men snarere samarbejde om at tilvejebringe sundhedsfaglig og økonomisk rådgivning baseret på nyeste viden og vurderet korrekt i forhold til forholdene i det danske samfund.

Kritikere kan let pille sundhedsøkonomers udtalelser fra hinanden, hvis de ikke er bakket op fra lægefaglig side - og omvendt.

KMP fastholder ikke desto mindre, at selvfølgelig kan sundhedsøkonomer fremsætte sundhedsfaglige anbefalinger. Jo naturligvis. Vi har ytringsfrihed, men lad os være enige om, at anbefalingerne står stærkere, hvis der både er lægefaglig og sundhedsøkonomisk belæg for dem.

Sundhedsøkonomernes rapport er jo netop et eksempel på, at en sundhedsøkonom ikke altid vil være i stand til at vurdere de referencer, han skal bruge som i eksemplet om helsecheck med vurdering af livsstilsfaktorer. Som anført er det nu dokumenteret, at andre metoder er langt bedre til at forudsige død og sygelighed.

KMP spørger, om sundhedsøkonomer heller ikke må komme med forslag såsom brugerbetaling og oprettelsen af et prioriteringsinstitut. Jo da, det er interessante forslag, som netop ikke kræver lægefaglig baggrund at fremsætte, men igen ville det i begge tilfælde styrke argumentationen, hvis der også var sundhedsfaglig rådgivning bag.

På samme måde kan sundhedsfaglige personer også godt udtale anbefalinger vedr. organisatoriske forhold på et sygehus, da dette ikke er et sundhedsøkonomisk anliggende alene. Fremsætter lægen derimod strikte anbefalinger om samfundsøkonomiske konsekvenser af en given behandling med betydning for en stor del af befolkningen uden sundhedsøkonomisk rådgivning, vil det næppe have den store vægt i debatten.

KMP slutter af med at udtrykke, at han varmt anbefaler flerfaglighed i vigtige sundhedspolitiske problemstillinger. Det vil vi gerne kvittere for, og havde han efterlevet det, kunne rapporten fra Copenhagen Consensus Center have fremsat tidssvarende anbefalinger med sundhedsøkonomi på baggrund af relevante antagelser.

Forrige artikel Stop for stangstive studenter Næste artikel Sammenhængen der forsvandt
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.