Lif: Universiteternes midler til grundlagsskabende forskning er stagneret
I Danmark lever vi af forskning og udvikling, men da kun en tredjedel af den udførte forskning udføres i det offentlige, er det afgørende, at forskningspolitikken understøtter den samlede danske forskningsindsats, skriver Anders Hoff.
Lad mig slå fast med det samme: Vi bør investere mere i offentlig forskning.
En god case på, hvorfor vi skal det, finder vi inden for life science-området.
Her har offentlige investeringer i sundhedsforskning og andre relaterede forskningsområder spillet en afgørende rolle i at gøre Danmark til et foregangsland inden for udvikling af nye lægemidler og udstyr – og det har bidraget til at skabe et sundhedsvæsen i meget høj, international klasse, der hver dag sikrer danske patienter behandling af meget høj kvalitet.
Det har været stærkt medvirkende til, at vi i dag har en stærk life science-sektor i Danmark, og hvis du gerne vil arbejde med diabetes, hudsygdomme eller psykiske lidelser, så er et godt bud, at du skal tage til Bagsværd, Ballerup eller Valby for at møde den førende, globale ekspertise inden for de områder.
Offentlig forskning skaber gennembrud
Desværre ser vi, at en stadig større del af den offentlige forskning bliver finansieret af virksomheder og private fonde – ikke mindst på sundhedsområdet. Således kan vi se, at universiteternes egne, interne midler til grundlagsskabende sundhedsforskning er stagneret siden 2010.
Universiteterne brugte således 1,7 milliarder kroner på grundlagsskabende sundhedsforskning i 2010, mens beløbet i 2019 var faldet til 1,6 milliarder kroner (i 2019-priser).
I samme periode er basismidlerne på universiteterne generelt steget, så både absolut og relativt er der færre midler til den grundlagsskabende sundhedsforskning på universiteterne.
Det er uholdbart. Vi skal værne om den offentlige grundlagsskabende forskning, for den skaber et afgørende fundament for udviklingen af nye løsninger og produkter.
I 2018 fandt en gruppe forskere ved University of Cambridge og Harvard University, at otte ud af ti afgørende behandlingsgennembrud var skabt med udgangspunkt i offentlig grundforskning. Det er sådan set ikke overraskende.
Skaber ikke løsninger i sig selv
Grundforskningens brede, nysgerrighedsdrevne sigte fører til en gradvis større forståelse af de grundlæggende mekanismer og årsagssammenhæng, som på sigt kan føre til nye gennembrud og løsninger.
Men fra de første idéer om DNA-sekventering i slutningen af 1970’erne til udviklingen af mere personlige former for behandling og til de mRNA-vacciner, som er blevet udviklet de senere år, er der – bare for at nævne et aktuelt eksempel – gået over 40 år.
Den grundlagsskabende forskning skaber ikke nye løsninger i sig selv, men den skaber fundamentet for, at der på sigt kan skabes en vifte af nye løsninger.
I det nævnte studie fandt forskerne fra University of Cambridge og Harvard University , at der, typisk fra den første spæde grundforskning til der var et nyt lægemiddel klar til brug, i gennemsnit er gået op til 40 år.
Efter en inkubationstid på cirka 20 år i universitetsmiljøer følger en målrettet udviklingsperiode i de private virksomheder på mellem 10-20 år, før patienten får gavn af en ny behandling efter en omkostningstung udviklingsproces med efterfølgende test og forsøg, skalering, afprøvning og så videre.
Inden for life science er en ny løsning lang tid undervejs og ville ikke være blevet til noget uden både offentlige og private investeringer.
Ikke et nulsumsspil
I Danmark udføres to tredjedele af al den forskning, der udføres, i virksomhederne. En tredjedel udføres i offentligt regi.
På tværs af lande i OECD ser vi en sammenhæng mellem private og offentlige investeringer i forskning og udvikling. Vi ser, at i lande med store private investeringer, er tilfældet det samme for de offentlige investeringer.
Der er med andre ord ikke tale om et nulsumsspil eller – som nogle ønsker at hævde – at offentlige investeringer ’fortrænger’ private investeringer. Nej, de offentlige og private investeringer følges ad.
Derfor er det afgørende, at vi, når vi laver politiske reformer, har blik for sammenhængen mellem offentlige og private investeringer. Fradrag for forskningsinvesteringer hænger sammen med muligheden for at rekruttere dansk og international arbejdskraft og med mulighed for at samarbejde med stærke danske forskningsmiljøer.
Det centrale spørgsmål er: Hvordan skaber vi bedst mulig arbejdsdeling og sammenhæng mellem offentlige og private investeringer i forskning og udvikling?
Vi har potentiale til meget mere i Danmark – ikke mindst på life science-området.
Nok hører det absolut til undtagelsen, at en løsning udvikles så hurtigt, som vi har set med de nye COVID-19-vacciner, men forudsætningen for, at det kan ske igen – gerne i Danmark - er grundlagsskabede investeringer i forskning og gode rammer for samarbejde og gode vilkår for udvikling af nye innovative løsninger. Her kan hverken den private eller den offentlige forskning stå alene.
Lif efterspørger handleplan: Tag kronikere alvorligt i mødet med sundhedsvæsenet
KL: Fremtidens ældrepleje står og falder med rekrutteringen
