Hvor er interessen for kvalitet hos privathospitalerne?

DEBAT: At privathospitalerne vil have penge for at sikre bedre kvalitet i behandlingen er symptomatisk for branchen, mener Sophie Hæstorp Andersen (S).

Af Sophie Hæstorp Andersen (S)
Medlem af Folketingets Sundhedsudvalg

Den 4. marts 2008 skriver formanden for Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinikker i Danmark, Nis Alstrup, i et debatindlæg på Altinget.dk, at privathospitalerne bør få dækket halvdelen af deres udgifter ved deres fulde tilslutning til Den Danske Kvalitetsmodel, der skal medvirke til at sikre en bedre kvalitetsudvikling og kvalitetssikring på danske hospitaler i fremtiden.

Synspunktet er symptomatisk for mange af privathospitalernes talsmænd. Når der stilles krav om åbenhed og ordentlig kvalitet fra borgere, politikere og myndigheders side, så er det aldrig en "god forretning". Så skal man kompenseres for alt lige fra svagelige patienter, til patientforsikringsudgifter, udgifter til apparatur - og nu også kvalitetsudvikling.

Glemmer at fortælle det hele
Nis Alstrup argumenterer med, at privathospitalerne bidrager med syv mænd til det 120 mand store surveyorkorps, der skal bidrage til akkrediteringen af de danske sygehuse, og at man fra starten har været positivt indstillet for akkrediteringstanken. Han glemmer at fortælle, at Den Danske Kvalitetsmodel bygger på en lang række kvalitetsinitiativer taget af amterne og sygehusene helt tilbage i 1990'erne, såsom det Nationale Indikatorprojekt (NIP), Den Gode Medicinske Afdeling, forsøg med akkreditering ved Joint Commission i det tidligere H:S, Netværket af Forebyggende Sygehuse osv. En lang række kvalitetsprojekter, som privathospitalerne aldrig har følt sig kaldet til at deltage aktivt i, eller i øvrigt bidrage med andre erfaringer inden for kvalitetsudvikling.

Således har offentligt ansatte ildsjæle på kvalitetsområdet netop i mange år bidraget til at få sat kvalitetsudvikling på dagsordenen. Dette har de ofte gjort under former, der ikke var fuldt ud finansierede, og i deres fritid (ja, ikke alle læger bijobber i fritiden). Blot spørg de mange ansatte på de tidligere H:S-hospitaler i hovedstadsområdet, der blev sat til at udarbejde retningslinjer for en lang række procedurer i deres behandling og daglige arbejde med patienterne, ofte uden den store kompensation for de enkelte hospitalsafdelinger.

Hvornår tager privathospitalerne selv initiativ?
Privathospitalerne kommer nu og tilslutter sig det koncept, som Den Danske Kvalitetsmodel har udviklet sig til efter en lang årrække. Og så vil man kompenseres herfor. Hvornår kommer privathospitalerne selv med forslag til bedre kvalitet i deres behandlinger, uden at det skal koste offentlige kasser og svage patienter yderligere ressourcer?

Forrige artikel Bedst behandling - kun for ressourcestærke? Bedst behandling - kun for ressourcestærke? Næste artikel Du vælger selv det gode liv Du vælger selv det gode liv
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.