Forskningsledere: Rehabilitering udfordrer regioner og kommuner

Af Claus Vinther Nielsen og Thomas Maribo
Hhv. leder, Forskningsklinik for Sammenhængende Rehabiliteringsforløb, og socialoverlæge, Defactum, og leder, Forskningsklinik for Sammenhængende Rehabiliteringsforløb, og forskningsleder, Defactum

Målet med rehabilitering er at skabe betingelser, der gør det muligt for mennesker med nedsat funktionsevne at opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Hvis rehabilitering kan fjerne symptomer eller forlænge livet, er det en positiv bivirkning heraf, men altså ikke målet med indsatsen.

Sygdom har to principielle konsekvenser: Symptomer og død på en side og påvirket hverdagsliv og nedsat funktionsevne på en anden side.

Sygdom har altid konsekvenser fysisk, psykisk og socialt. Hvis sygdomsbehandling kan fjerne funktionsevnetab, er det en positiv bivirkning, idet målet med behandling er at fjerne symptomer og forlænge livet.

Flere eksempler giver undren
Det er en udbredt forståelse i befolkningen, blandt fagprofessionelle, administratorer og politikere, at symptomer og følger af sygdom i form af sygefravær og førtidspension kræver mere og bedre lægefaglig diagnostik og behandling.

Det må undre mange, fordi vi for eksempel ved:

• Tidlige sociale og beskæftigelsesmæssige indsatser kan fastholde selv borgere med alvorlig sygdom på arbejdsmarkedet.
• Borgere med mange års uddannelse har en betydeligt bedre chance for at være tilbage på arbejde efter endt sygdomsbehandling end borgere med få års uddannelse.
• Der er betydelig større risiko for udstødelse af arbejdsmarkedet ved måneders sygefravær i forhold til få ugers fravær.

Samtidig ved vi, at samme sygdom og symptombillede kan give langt sygefravær hos nogle og stort set ingen sygefravær hos andre.

Regioner styres af biomedicinsk tankegang
Der er tale om forhold, der kræver indsatser efter andre love end sundhedsloven.

Det vil sige efter social-, beskæftigelses- og uddannelseslove, som primært regulerer kommunale indsatser.

Gode rehabiliteringsindsatser kræver tværgående samarbejde, kendskab til hinandens kompetencer og hinandens muligheder og ikke mindst målrettet og individualiseret indsats ud fra konkret behovsvurdering baseret på validerede redskaber.

Det kan konstateres, at det regionale sundhedsvæsen hverken er tilstrækkeligt optaget af eller har tilstrækkelig viden om kommunernes muligheder for rehabiliterende indsatser og ikke i tilstrækkeligt omfang interesserer sig for borgernes rehabiliteringsbehov.

Det regionale sundhedsvæsen styres af en biomedicinsk tankegang.

Kommuner afventer ofte
På den anden side afventer kommunerne ofte optimal lægefaglig behandling, før der iværksættes sociale og beskæftigelsesmæssige indsatser, og kommunerne formår ikke at inkludere alle med behov for rehabiliteringsindsatser.

I kommunerne er der ikke tradition for videnbasering af metoder, og der er kun få kommunale medarbejdere med forskningskompetencer.

På trods af kommunernes og lovgivningernes fokus på en biopsykosocial forståelse af, hvorledes nedsat funktionsevne efter sygdom skal håndteres – for eksempel i de kommunale rehabiliteringsteams – er det stadig vores indtryk, at også kommunerne i praksis domineres af den biomedicinske tankegang.

Kommunerne har allerede en betydelig del af rehabiliteringsopgaven og beslutningskompetencen for tildeling af ydelser.

Opgaven bliver endnu større med centraliseret hospitalsbehandling og ultrakorte indlæggelsesforløb.

Det er derfor kommunerne, der fremadrettet skal definere, hvorledes det regionale sundhedsvæsen skal agere, hvis kommunerne skal kunne levere effektive rehabiliteringsindsatser.

Behov for opsporing af ulighed
Skal kommunerne fremadrettet kunne løfte opgaven, har regioner og kommuner en række fælles udfordringer.

Der er behov for:

• Bevidsthed om, at nedsat funktionsevne parallelt med eller efter optimalt behandlet sygdom kan kræve rehabiliteringsindsatser, der kan være af fysisk, psykisk og/eller social karakter.
• Kompetencer til at forstå og afdække rehabiliteringsbehov.
• Kompetencer til at handle tværfagligt, tværsektorielt og helhedsorienteret.
• Systemer, der sikrer systematisk og hurtig overførelse af viden mellem fagområder og sektorer.
• Systematisk monitorering af data, som for eksempel gør det muligt at opspore ulighed for indsatser.

Vi skal sammen – kommune, region og videninstitutioner – i vores nye forskningsinitiativ skabe en ny kultur for videngenerering og forskning i kommunal-regional rehabiliteringspraksis.

Dette vil kunne løfte status af den kommunale praksis og dermed styrke samarbejdet med det regionale sundhedsvæsen og styrke sammenhæng i rehabiliteringsforløb.

Det vil være til gavn for borgere med rehabiliteringsbehov.

debat@altinget.dk