Forebyggelse ikke for politiske tøsedrenge

DEBAT: Politikerne skal turde at træffe upopulære beslutninger, hvis forebyggelsesindsatsen skal blive en succes. SF vil gerne gå forrest.

Af Karl Bornhøft
Sundhedsordfører for SF

Hvert år dør 20.000 mennesker af sygdomme, der kunne være undgået. Det svarer til et 11. september-angreb hver 2. måned i Danmark. Og 1 ud af 4 danskere lever med en kronisk sygdom, der markant forringer deres livskvalitet - og tallet er stigende! Samtidig har vi i Danmark den laveste middellevetid i Vesteuropa. Man kan derfor med rette spørge sig selv om, hvad der dog er gået galt i lille Danmark?

Forældre har ikke råd til motion
Svaret er ganske enkelt - vi har glemt at forebygge. Rammerne i det danske samfund er simpelthen ikke gode nok til at fremme borgernes sundhed og forebygge sygdom. For eksempel kan 50.000 børn ikke deltage i idrætsklub eller lignende, fordi deres forældre ikke har råd til at betale for deres medlemskab - og det sunde mad er alt for dyrt. I stedet har regeringens fokus været på behandling af sygdomme, hvilket er paradoksalt, når alle eksperter peger på, at forebyggelse i længden er langt mere effektivt end behandling.

Prioritering af sundhedsfremme og forebyggelse er imidlertid ikke for politiske tøsedrenge! Og dette er nok den væsentligste årsag til, at vi i Danmark er langt bagud på forebyggelsesområdet. Mange politikere og medier prioriterer det simpelthen ikke, da det ofte tager lang tid at se resultater på området.

Regeringens Folkesundhedsprogram fra 2002 er et ambitiøst værk, hvor en regering for første gang virkelig har markeret en vilje til at prioritere sundhedsfremme og forebyggelse. Men det er klart for enhver, at et sådant ambitiøst program ikke bærer lønnen i sig selv. Der skal økonomiske midler til at føre de gode visioner ud i livet, hvorfor det er beskæmmende at høre, at regeringen kun kalkulerer med at afsætte en pulje til forebyggelse og sundhedsfremme på i alt 58 mio. kr. i 2009, hvilket er en dråbe i havet! Og at de nye kommuner aldrig har fået flere penge til opgaven, end der blev brugt i de gamle amter!

Prioriterer det ikke
Derfor er regeringens fine udspil noget politisk makværk, der tydeligvis viser, at der åbenbart ikke er vilje til for alvor at prioritere forebyggelse fra statslig side.

Derfor må andre gå forrest - og den opgave påtager SF sig mere end gerne!

SF fremlægger derfor i denne måned nogle beslutningsforslag, der har til formål at fremme folkesundheden i Danmark ved at satse på forebyggelse og sundhedsfremme. Målet er både at øge befolkningens livskvalitet og middellevetid, samt at reducere antallet af kroniske syge med 10 % og den sociale ulighed i sundhed med 50 %. SF prioriterer således forebyggelse særdeles højt og har i alt afsat hele 1 mia. kroner om året til formålet.

SF foreslår blandt andet, at der skal gennemføres strukturelle ændringer i form af lovgivning og afgifter, da erfaringer fra andre lande viser, at det er sådanne tiltag, der virkelig nytter noget. De sunde fødevarer som fx frugt, grøntsager og fisk skal være markant billigere - og de usunde fødevarer markant dyrere. Og kommunerne skal have langt flere penge, så de reelt har mulighed for at give borgerne bedre muligheder for at træffe de sunde valg.

Kunne vi nedbringe risikoen for sygdom og tidlig død ville samfundets produktionsværdi for eksempel kunne vokse med ca. 18 mia.kr. Og vi kunne øge beskæftigelsen med 115.000 personer, hvis ufaglærte havde et lige så godt helbred som de faglærte. Vi har simpelthen ikke råd til at lade være med at forebygge. Og hvor længe kan vi menneskeligt bære den kynisme, der kommer til udtryk i, at vi kunne hjælpe 20.000 mennesker - men ikke gør noget?

Forrige artikel Udvidet patientsikkerhedsordning - et godt ledelsesredskab Næste artikel Ny sygehusplan kræver et stærkt lokalt sundhedsvæsen
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.