Udvidet patientsikkerhedsordning - et godt ledelsesredskab

DEBAT: Det vil være et fremskridt, hvis patientsikkerhedsordningen udvides, mener Beth Lilja og Karen Stæhr.

Af Beth Lilja,
sekretariatsleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed
og Karen Stæhr,
sektorformand i FOA
 
Udvidelsen af patientsikkerhedsordningen (L82) skal til 1. behandling i folketingssalen på torsdag den 4. december 2008. Lovændringen, hvis den vedtages, betyder, at det ikke kun er på sygehusene, at man skal rapportere fejl og utilsigtede hændelser. Det gælder i fremtiden også for hele den primære sundhedssektor, herunder de praktiserende læger, hjemmesyge- og ældreplejen og apotekerne.

"Vi er ikke et sekund i tvivl om, at udmøntningen af loven vil føre til både kvalitetsforbedringer og øget patientsikkerhed på en lang række områder. Det viser erfaringerne fra sygehusene, hvor både ledelser og personale er glade for systemet. Nu vil vi se det samme ske i den øvrige sundhedssektor", siger Beth Lilja.

Der er en vis bekymring for, at udvidelsen af loven vil føre til øget bureaukrati.

"Den bekymring kan jeg da sagtens forstå. Loven kan utvivlsomt stimulere nogle kræfter til at fokusere på at opbygge organisationer - frem for at bruge kræfterne på at skabe forbedringer. Men vi ved, at det kan lade sig gøre uden det store bureaukrati", fortsætter Beth Lilja.

Knopvise forsøg på forskellige kommunale institutioner viser, at rapportering omkring utilsigtede fejl og skader på patienter flere steder har medvirket til at øge medarbejdertilfredsheden på den enkelte institution og dermed fastholde antallet af medarbejdere, fordi den åbne patientsikkerhedskultur har ført til mindre stress og større tryghed i deres daglige arbejde. Det stemmer godt overens med en dansk undersøgelse fra 2001, som viste, at op imod en tredjedel af personalet på sygehusene var stressede og overvejede at skifte job pga. frygten for at begå en fejl.

"Hvis vi skal fastholde de ansatte i den offentlige sektor, må vi tænke meget mere i forandring, nye måder at tilrettelægge det daglige arbejde på, så medarbejderne bliver trygge og kan udføre deres arbejde med stor selvtillid, uanset om det går godt eller skidt", fastslår Karen Stæhr.

Forestillinger om, at de kommunale institutioner kommer til at drukne i rapporteringer, er ikke rigtige. Der kalkuleres med, at udvidelsen af loven vil føre til en stigning i rapporterede hændelser i størrelsesordenen fra 20 til ca. 60.000 hændelser per år. Det vil med andre ord sige, at med 98 kommuner, som i gennemsnit eksempelvis har 100 institutioner i hver kommune, vil udvidelsen alene føre til en stigning på ca. 6 rapporteringer per institution per år.

Det reelle tal ser anderledes ud, fordi mennesker, institutioner og kommuner er forskellige, men det forventes ikke, at nogen på lokalniveau vil blive pådraget en stor ekstra administrativ byrde.

"En udvidet patientsikkerhedsordning vil derimod styrke kvalitet, højne fagligheden og være en hjælp til medarbejdere og borgere. Set i det perspektiv er jeg sikker på, at der kan laves gode praktiske løsninger for rapportering, der ikke giver mere bureaukrati", udtaler Karen Stæhr.
 
Med udvidelsen af rapporteringssystemet skabes der nu et systematisk fundament for læring, der vil give patienter et mere sikkert behandlingsforløb overalt i sundhedsvæsenet og give ledelser det nødvendige redskab til at fremme en tryg arbejdsplads for de ansatte, hvor der hersker åbenhed omkring fejl, som er uundgåelige, men mulige at reducere i antal og omfang, hvis man har den nødvendige viden til at forebygge, at de sker igen.

I dag ved vi ikke, hvad det koster i form af øget sygefravær, udgifter til sygedagpenge, køb af vikarer, uhensigtsmæssige og omkostningstunge arbejdsrutiner og ikke mindst en generel følelse af utryghed som ansat, når der sker fejl. Fra sygehussektoren ved vi, at rapporteringssystemet er med til at minimere omkostningerne hertil.

"Ledelsens fokus på patientsikkerhed er medvirkende til at gøre den offentlige sundhedssektor til en attraktiv arbejdsplads, hvor der er en åben og lærende kultur og hvor frygten for fejl forebygges via læring, der fører til forandring, indførsel af nye og mere hensigtsmæssige/sikre rutiner. Den udvidede patientsikkerhedsordning er et af midlerne, og jeg er sikker på, at vi også finder de rette administrative løsninger til at få systemet til at virke, uden at der skabes unødigt mere bureaukrati", slutter Beth Lilja.

Forrige artikel Invester i sundhedsvæsenet nu! Næste artikel Forebyggelse ikke for politiske tøsedrenge
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.